Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

At Morsø Kommune har solgt Toldbygningen på Havnen 4 til andet formål end udlejning til Morsø Turistbureau betyder, som oplyst i går, at turistbureauet må flytte efter at have haft til huse på havnen i 46 år.

Men det handler om mere end nostalgi og god beliggenhed.

Det handler også om økonomi.

 

Det gør turistforeningen sammen med turistchef Bente Kristensen opmærksom på i en mail til Her På Øen:

 

  • Turistbureauet har gennem de sidste 46 år haft til huse på havnen, så det er med vemod, vi forlader lokalerne og en god huslejeaftale med Morsø Kommune.
    Huslejeaftalen er desværre ikke gældende for de nye lokaler, så vi skal finde ca. 275.000, – til betaling af denne del. I første omgang skæres der yderligere en ansat, hvilket betyder, at der reduceres betydeligt i vores aktivitetsniveau.

Som oplyst i går, har Morsø Turistbureau fundet nogle nye lokaler, og har valgt Vestergade 10C.

Det er langt fra havnen, og ligger i den modsatte ende af gågaden.

Det er den gule bygning, der tidligere har huset Flügger Farver, og det er ikke mindst på grund af parkeringsmuligheder i nærheden, at valget er faldet på denne adresse.

På billedet herunder ses hjørnet af den gule bygning til højre i billedet.

Her På Øen har ikke i skrivende stund kunnet få en yderligere kommentar fra Bente Kristensen.

Foto fra i sommers: Dorit Glintborg.