Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Hele den socialdemokratiske gruppe stemte imod salget af toldkammerbygningen til bryggeri-udnyttelse.

Det oplyser gruppeformand Jens Dahlgaard til Her På Øen.

For Jens Dahlgaards vedkommende handler nejet om at følge vælgernes ønske.

  • Jeg er jo blevet gruppeformand undervejs, og vi har haft møder med vores medlemmer, og det er meget tydeligt at mærke, at de socialdemokratiske vælgere på Mors er imod et salg af toldkammerbygningen, siger Jens Dahlgaard.

Derfor har det ikke været svært for ham som socialdemokrat at stemme nej til Morsø Kommunes salg.

  • Dertil kommer så, at jeg synes, prisen er alt for lav, og det gør jo, at beslutningen er endnu dårligere, fastslår han om de 2,2 millioner kroner, som Niels Otto Skærbech har fået bygningen for.

Selve idéen om et destilleri/bryggeri på havnen har Jens Dahlgaard intet imod.

Som han siger:

  • Problemet er bare, at man vil bruge en af de mest ikoniske bygninger på en af de bedste beliggenheder i Nykøbing til formålet. Dét kan jeg ikke støtte op om. Havde man valgt en anden bygning, som ingen andre havde noget specielt at bruge til, havde det jo været en helt anden sag. (Morsø Turistbureau har haft til huse i bygningen i mange år og ville gerne blive på havnen, red.)

Nu er salget af toldkammerbygningen dog politisk besluttet af et flertal, så Jens Dahlgaard erkender, at det formentlig er sådan, det bliver.

Foto: Et pressefoto af Jens Dahlgaard sat ind i et Her På Øen-foto af Morsø Turistbureau.