Af Dorit N. Glintborg
- Jeg er voldsomt stolt!
Sådan siger smed Tage Nygaard om sin lærling, Rasmus Johansen Nygaard, der efter en flot præstation ved regionsmesterskabet for smede i Viborg, har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i håndværket til næste år.
Der skulle både præcision, godt håndværk og overblik til, da deltagerne ved regionsmesterskabet fik til opgave at fremstille et løbehjul ved hjælp af blandt andet flammeskæring, svejsning, valsning og bukning.
Målet var at komme så tæt på det perfekte resultat som muligt inden for den afsatte tid, og her vand
Blandt deltagerne var Rasmus Johansen Nygaard, der er smedeelev ved EUC Nordvest og har læreplads hos Tage’s Smedie.
Trods tidspres mod slutningen leverede han en præstation, der sikrede ham en billet til Danmarksmesterskabet. Rasmus Johansen Nygaard har netop afsluttet sit tredje hovedforløb på smedeuddannelsen og kan nu se frem til at dyste mod nogle af landets dygtigste smedeelever ved DM i Skills i Vejle til april.
– Jeg glæder mig til at komme med til DM og opleve stemningen omkring så stort et arrangement. Det bliver helt sikkert en spændende oplevelse, og jeg ser frem til at prøve kræfter med konkurrencen. Jeg tror, det vigtigste bliver at bevare roen, koncentrere sig om opgaven og tage én ting ad gangen, fortæller Rasmus Johansen Nygaard.
Tidligere på måneden kvalificerede industriteknikereleven Kasper Uhrbrand Christensen sig også til mesterskabet, hvor han får mulighed for at forsvare sin DM-titel fra 2026.
Det vækker stor glæde hos uddannelseschef, Torben Ladefoged, fra Metal og Teknologi på EUC Nordvest, der ser frem til at følge begge elever ved danmarksmesterskabet.
– Vi er utrolig stolte af Rasmus’ flotte præstation, som både hans undervisere og læreplads har været med til at skabe grundlaget for. De har været gode til at spotte og udvikle hans talent og har gennem træning og opbakning været med til at bringe ham så langt. Det kræver både faglig dygtighed og stort engagement at nå til DM i Skills, og det er dejligt at se Rasmus’ indsats blive belønnet, siger en stolt Torben Ladefoged til Her På Øen.
Også Rasmus Johansen Nygaards læreplads er meget stolt af ham. Hos Tage’s Smedie siger Tage Nygaard til Her På Øen, at dét at fremstille et løbehjul af den pågældende slags, indebærer alle elementer af smedefaget.
Lærlingen har et halvt års tid tilbage af sin læretid hos Tage’s Smedie, og Tage Nygaard håber, at han vil have lyst til at blive efter endt læretid.
Skulle man bemærke ligheden i efternavnet hos arbejdsgiver og lærling, så kan det tilføjes, at Rasmus Johansen Nygaard er søn af Tage Nygaards fætter.
Foto til Her På Øen fra EUC Nordvest.
Herover arkivfoto: Her På Øen.









































