Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Hvem kan ikke lide synet af farvestrålende sommerfugle i haven?

Det kan vist de fleste, og nok derfor oplever projektet NaturMors stor interesse på den Facebookgruppe, som – i hvert fald indtil videre – udgør hele projektet.

Intentionen er at gøre haverne her på øen vildere, og bag projektet står Peter Appel.

Morsingboen er i øjeblikket i gang med at læse til naturvejleder ved Københavns Universitet, og det er som led i uddannelsen, at NaturMors har set dagens lys.

  • Via sponsorer har jeg i NaturMors skaffet et større parti vilde blomsterfrø, som Facebookgruppens følgere har mulighed for at lægge billet ind på, fortæller Peter Appel til Her På Øen.

Frøene vil bliver uddelt gratis til de haveejere på Mors, der har lyst til at gøre deres have mere vild. Det hele handler nemlig om biodiversitet, fastslår Peter Appel:

  • Mange har et negativt forhold til mange planter, fordi de har fået hæftet betegnelsen ukrudt på sig, men faktisk har planterne jo en funktion. Jeg glæder mig meget til at være med til at udbrede kendskabet til de forskellige planter.

En plante er nemlig ikke bare en plante, når man spørger en mand, der om et halvt års tid er færdiguddannet naturvejleder.

Der er vækstplanter og nytteplanter, og der er nektarplanter og pollenplanter.

Alt i alt har NaturMors fået sponseret vilde frø nok til at beplante et areal på 10.000 kvadratmeter, og Peter Appel mener, at de mange frø vil kunne give omkring 8000 poser til lokale haveejere her på øen.

  • Rent praktisk foregår det sådan, at vi på et tidspunkt meget snart i gruppen melder ud, hvor og hvornår, man kan få sin frøpose, fortæller Peter Appel, der forestiller sig, at NaturMors laver aftale med eksempelvis købmanden i en landsby om at stille sig op udenfor med en trillebør med frø til dem, der dukker op.

Men først skal de mange små poser frø pakkes.

Der er dog intet hastværk, for det er slet ikke endnu, man skal så blomsterfrø.

  • Frøene skal sås i april og maj, og det bliver i løbet af april, jeg kommer rundt på øen med frø til uddeling, fortæller Peter Appel.

I sjældne tilfælde kan der måske blive tale om, at NaturMors leverer en pose frø, men ellers er det selvhentning.

Når man har modtaget en pose vilde blomsterfrø og senere har sået frøene i sin have, er det bare at læne sig tilbage og nyde udsigten til at få et flot blomsterflor i sommer.

Der er ingen forpligtelser forbundet med at modtage de gratis frø, forsikrer Peter Appel, som bare gerne vil gøre haverne på Mors vildere.

Lidt i stil med Bonderøvens projekt på TV i sommers.

Herunder ses Peter Appel i et privatfoto:

Vildhavefoto: Dorit Glintborg