LAG & FLAG Thy-Mors har fået ny koordinator. Det er 51-årige Bo Bredal Immersen fra Thisted, der fremover skal være med til at understøtte lokale udviklingsprojekter i Thy og på Mors.
Bo Bredal Immersen kommer med mere end 25 års erfaring inden for projektudvikling og har blandt andet arbejdet med EU-finansierede projekter, grøn omstilling og lokal udvikling.
Han har tidligere arbejdet i Nationalpark Thy og Destination Limfjorden og har som selvstændig rådgiver opbygget et bredt kendskab til lokale udviklingsprojekter og samarbejder mellem forskellige aktører.
Samtidig kender han LAG & FLAG-ordningen indefra. Han har tidligere været medlem af bestyrelsen og har selv søgt om LAG-støtte til projekter.
– Jeg ser frem til at hjælpe ansøgere og bestyrelsen med at skabe bæredygtig lokal udvikling, styrke fællesskaber og samarbejder samt bidrage til gode arbejdspladser og attraktive lokalsamfund i Thy og på Mors, siger Bo Bredal Immersen i en pressemeddelelse.
Pressefoto.





































