Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Det er ikke med Morsø Kommunes gode vilje, at der er besluttet nedrivning af det gamle mejeri i Solbjerg.

Det fastslår formand for Teknik- og Miljøudvalget, Meiner Nørgaard overfor Her På Øen.

Forleden bragte Her På Øen et læserbrev af Jens Peter Madsen, der som en af naboerne til det gamle mejeri slog til lyd for at bevare bygningen.

Samme Jens Peter Madsen har også kontaktet kommunen, men herfra i går fået besked om,  at Morsø Kommune har besluttet ”ikke at nedlægge forbud mod nedrivningen, og som en konsekvens heraf meddelt tilladelse til nedrivning”.

Jens Peter Madsen er ked af beslutningen, og der er forståelse at hente hos Teknik- og Miljøudvalgsformanden:

  • Der er da ingen, der ikke synes, det er trist at rive gamle, bevaringsværdige bygninger ned. Sommetider er der bare ikke andre løsninger, siger Meiner Nørgaard.

Solbjerg gamle mejeri gik i sin tid på tvangsauktion, hvor Morsø Kommune købte bygningen

Der har været gjort forsøg på at sælge bygningen, men der har ifølge Meiner Nørgaard ikke været seriøse købere.

  • Det bedste ville jo være, at ejeren af sådan en bygning havde både intention og mulighed for at bevare bygningen i sin oprindelige stand og vedligeholde det, siger Meiner Nørgaard videre.

 

Han oplyser, at en bygning ikke bare skal stå og forfalde mere og mere, uanset, hvor lokalhistorisk, den er.

  • Når der ingen løsning kan findes og bygningen ingen formål har,  så må vi træffe den svære beslutning at rive bygningen ned, forklarer Meiner Nørgaard.

 

Arbejdet med nedrivningen af Solbjerg gamle mejeri er kommet i udbud, og arbejdet starter formentlig sidst på foråret.

Pressefoto: Morsø Kommune.