Redaktionen på Her På Øen har modtaget nedenstående læserbrev fra Jens Peter Madsen, Nørrebyen 2, Nørre Solbjerg, 7950 Erslev.

Læserbrevet er sendt på vegne af flere beboere i Solbjerg, og Jens Peter Madsen skriver:

 

Angående den offentlige høring om kommunens planer om nedrivning af mejeriet, beliggende Nørrebyen 11, Nørre Solbjerg pr. 7950 Erslev, er det foruroligende at læse, at planen bygger på en enig kommunalbestyrelse. I medier har det været fremme, at en journalist har spurgt en enkelt beboer om naboernes ønsker. Her er det bestemt og aldeles ikke alle, der er stemt for en nedrivning af bygningen.

Jeg beder om, at planen bliver revideret, og at de foreløbige planer udsættes. I stedet bør man iagttage muligheden for salg af bygningerne, eventuelt med klausul om fremtidig vedligeholdelse.

Lokalhistorisk og bevaringsværdig værdi 

Man må erindre sig, at bygningerne har både lokalhistorisk og bevaringsværdig værdi, og at den generelle stand af bygningerne er langt højere end lignende andre mejeribygninger på øen (se blot på standen af mejeriet i Flade, og I ser tydeligt forskel)

Jeg har samtidig kontaktet Museum Mors og derigennem haft lange samtaler med direktøren, der ligeledes mener, bygningerne i Solbjerg bør bevares.

Både grundet lokalhistorisk betydning, og grundet kvaliteten af bygningen.

Museumsdirektøren har i en skrivelse til kommunen også understreget, at kvaliteten af bygningen bør tilgodeses, og at der bør ses på alternative forsøg på bevaring af det gamle mejeri i Solbjerg.

 

Vi er kort sagt mange, der ønsker mejeriet bevaret for eftertiden, og hvis man pt i det mindste vil lytte og udsætte planen, bør bygningerne sikres ved plader for vinduer og døre.

Passer sig selv 

Så kan bygningen stå i mange år uden at være nogen til gene.

Hækken kan få lov at gro op, og da der i kælderen er en grundvandspumpe, der kræver strøm og kun minimalt opsyn, henviser jeg endnu engang til at skrinlægge planen om nedrivning.

 

Med venlig hilsen på vegne af flere beboere i Nørre Solbjerg

Jens Peter Madsen

Nørrebyen 2 Nørre Solbjerg 7950 Erslev

Fotos: DG-arkiv