Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det er fedt!

Sådan lyder svaret på journalistens spørgsmål til denne artikels hovedperson, om hvordan det er at bo i én af de tre skæve boliger ved Det Sociale Værested Perlen i Nykøbing.

Hovedpersonen i dette afsnit af Her På Øens ”Det Handler om Mennesker” er Palle Schou Jensen.

 

Mange læsere vil nikke genkendende til navnet.

Mange morsingboer vil sandsynligvis sige, at de kender manden.

Men det er nok de færreste, der egentlig kender ham.

Måske bortset fra en del lokale tidligere politibetjente. Og dén sætning skriver journalisten helt i tråd med hovedpersonens egen underfundige humor og selverkendelse.

 

Fornemmelsen af genkendelse hos mange bunder i Palle Schous fortid, hvor han flere gange har været på kant med loven, idet han har begået tyverier og røverier. Og selvom de fleste medier har respekt nok for den enkelte til ikke at oplyse navnet, når politiet refererer om en sag, så har mange læsere og lyttere i årenes løb gættet eller spekuleret sig til identiteten, når det er blevet oplyst, at en mand i Nykøbing igen var anholdt og senere fængslet for et nyt forhold.

 

Redaktionen vil fastslå, at Palle Schou aldrig har været dømt for grov vold, at han har taget sin straf, og i dag er en fri mand.

 

Siden oktober 2023 har Palle Schou boet i en af de tre skæve boliger, som Perlen har bygget tæt ved det sociale værested i Nykøbing. De andre to boliger er også beboet.

Indtil Palle Schou flyttede ind i sin skæve bolig, var han det, man kalder hjemløs, og nætterne blev ofte tilbragt på bænke eller i trappeopgange, mens mange af dagene blev tilbragt i gågaden i Nykøbing.

De kaldes skæve boliger, fordi de er tiltænkt mennesker, som ofte betegnes som lidt skæve eksistenser, og som ikke passer ind på et bosted eller et plejehjem, men alligevel har brug for en hjælpende hånd i ny og næ.

Han var den første, der flyttede ind i en skæv bolig i Nykøbing, og før boligen stod helt klar, boede han i en skurvogn, som Morsø Kommune i samarbejde med Perlen opsatte til ham.

Det er KFUM’s Sociale Arbejde, der har bygget de skæve boliger.

 

I dag har Palle Schou tag over hovedet.

Han har en dør, han kan lukke, han får mad hver dag, og han har en seng at sove i.

 

Ingen af disse – for mange af os at se helt nødvendige – goder er gratis. Heller ikke for Palle Schou.

Det pointeres af journalisten for at imødegå eventuelle tanker om almisser hos læseren.

Beboerne i de skæve boliger betaler husleje, ligesom de betaler for den mad, Perlen leverer til eller serverer for dem.

 

Svend Erik Jørgensen er formand for Perlens Boligforening, og han beretter til Her På Øen, at han dermed har ansvar for, at de praktiske ting i boligerne fungerer. Akkurat som enhver boligforening.

 

Maiken Normand Kyed er Perlens sociale vicevært, tilknyttet beboerne i de tre skæve boliger, og hun hjælper til ved forskellige opgaver i hverdagen.

 

Det kan være at tømme postkassen, bringe mad, kontakte diverse instanser og helt generelt hjælp til selvhjælp.

Men hendes opgave er først og fremmest ”bare” at være der.

Som hun selv udtrykker det overfor Her På Øen:

  • Jeg er deres ven. Og en af de vigtigste opgaver for mig er at lytte.

Det lader til at lykkes for den sociale vicevært.

 

Da journalisten spørger Palle Schou til Maiken Normand Kyeds rolle i hans dagligdag, siger han med et stort smil: – Hun er nærmest min højre hånd.

 

Som så mange andre morsingboer modtager Palle Schou kommunal hjemmehjælp til rengøring af boligen og personlig hygiejne.

Og som det gælder for alle andre, er han i sin fulde ret til at takke både ja og nej til hjælpe

Leder af Perlen, Nina Øvig Larsen understreger overfor Her På Øen, at Perlen og KFUM ikke kan blande sig i, hvordan beboerne i de skæve boliger indretter sig eller lever.

  • Ingen er umyndiggjort her, understreger hun, og vi både skal og vil respektere folks egne valg, samtidig med at vi gør alt for at lette hverdagen mest muligt.

 

Og som den sociale vicevært, Maiken Normand Kyed udtrykker det:

  • Vi har nok alle forskellige opfattelser af, hvad en god tilværelse er.

 

Sommetider takker Palle Schou nej til den kommunale hjemmehjælp, og det er et faktum, der hurtigt åbenbares, da Her På Øen træder ind til besøget hos den nu tidligere hjemløse på Mors.

 

  • Undskyld lugten. Vaskemaskinen er i stykker, lyder det fra Palle Schou, der fra sin plads i sofaen tager smilende imod Her På Øen.

 

Man skal ikke tilbringe lang tid i Palle Schous selskab, før det står klart, at her er tale om en både hurtig, klar og kreativ hjerne med fantasi, idérigdom og ordforråd i stort mål.

 

Ordsproget ”Man skal ikke skue hunden på hårene” er på sin vis passende, for Palle Schous fysiske fremtoning er en smule pjusket, sammenlignet med dagene, hvor Her På Øen sommetider så ham i gågaden.

Herunder et arkivbillede fra sommeren 2019, hvor journalisten traf denne artikels hovedperson netop i Nykøbings gågade. Palle Schou omtaler overfor Her På Øen  flere navngivne forretningsdrivende med megen taknemmelighed for venlighed i årene som hjemløs.

I dag har Palle tag over hovedet.

Palle Schou Jensen er født i Nykøbing den 30. juli 1962.

  • Samme dag som Arnold Schwarzenegger, tilføjer han hurtigt.

Redaktionen har efterfølgende tjekket, og den er skam god nok.

 

Den lille og unge Palle Schou gik i skole på M. C. Holmsskole i Grønnegade til og med halvdelen af 10. klasse, hvor han havde fået nok af skolen.

Han har boet det meste af tilværelsen i Nykøbing, men har haft flere afstikkere til Randers, hvor han boede første gang i en periode i 1985.

 

Musik fylder meget i Palle Schous tilværelse, og har altid gjort det.

Han fortæller ved sofabordet, at han har uddannet sig indenfor musik, og han spiller både guitar og trommer.

I årenes løb har han spillet sammen med flere kendte orkestre, og han mindes de dage med stor glæde, men tilføjer:

  • Det er et hårdt liv.

 

Han nævner musikgrupper som Guns N’Roses og Def Leppard som de foretrukne, og har styr på teknikaliteter i musisk udstyr.

Palle Schou smiler ved minder fra tiden i Randers, hvor flere, når de så ham på gaden der, udbrød: Det er ham trommeslageren fra Mors!

 

I dag er Palle Schous trommesæt opmagasineret i Holstebro, men trommestikkerne ligger klar på sofabordet, og journalisten får en prøve på morsingboens rytmesans, alt imens der kort efter synges en strofe af Modern Talking-hittet ”You’re my heart, you’re my soul” i stuen.

 

 

Palle Schous far hed Hugo Schou, og havde I mange år en frisørsalon i Havnegade i Nykøbing, og han kæmpede under Anden Verdenskrig.

Farfaren Anton Schou havde italienske og spanske aner.

 

Palle Schou fortæller, at der den dag i dag stadig er syn for sagen i Havnegade, hvor faderens navn er indgraveret på en trappesten.

Dét vender vi tilbage til.

 

I mellemtiden går snakken i stuen, hvor Palle Schou fortæller om sin kærlighed til dyr, især fugle.

Måske af samme grund spiser han af princip aldrig fjerkræ.

Dét husker den sociale vicevært Maiken på, når hun ved middagstid går ind i Perlens køkken og henter en portion til den tidligere hjemløse.

 

Vel tilbage i stuen opfordrer hun Palle til at fortælle journalisten om alle de idéer, han har for Nykøbing, blandt andet havnen. Men det har Palle Schou ikke lyst til – han ryster beskedent på hovedet, og tager den første mundfuld af dagens varme ret fra Perlen i Nykøbing.

 

Efter et par timer i et selskab, der på mange måder er overvældende i både intensitet og indtryk, begiver journalisten sig afsted til Havnegade.

 

Nu skal der laves helt lokalhistorisk research.

Den ene trappesten i Havnegade bliver nærstuderet efter den anden, alt imens der spejdes efter nummer 11, som Palle Schou har fortalt, der er tale om.

Og så er den der.

Trappestenen med navnet på Palle Schous fars frisørsalon indgraveret.

Schou’s Salon.

Det føles helt højtideligt at betragte trappestenen, som Palle Schou lige har fortalt så levende om.

 

I dag har en bodega til huse på adressen, men gæsterne til bodegaen betræder uundgåeligt den gamle trappesten på vej ind og på vej ud igen.

Trappestenen med vidnesbyrdet om Hugo Schous virke.

Trappestenen, der fortæller, at engang var Havnegade 11 i Nykøbing det sted, man fik klippet sit hår af Palle Schous far.