Næssundfærgens Venner har fået en donation på ikke mindre end 976.500 kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond til istandsættelse af færgen mellem Mors og Thy.

Donationen vækker glæde hos foreningens formand, Jens Bech-Mogensen, der ser støtten som et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre færgens fremtid.

– Vi er meget glade og taknemmelige for donationen fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, siger Jens Bech-Mogensen på Facebook.

Den største opgave bliver at få udskiftet begge skibssider, som er angrebet af råd og derfor kræver en gennemgribende renovering.

– Begge skibssider er angrebet af råd, og dem kan vi nu få skiftet ud. Det har første prioritet. Bevillingen rækker nok til yderligere istandsættelser, men det ser vi på, når færgen kommer på værft efter nytår. Takket være bevillingen venter der under alle omstændigheder vores passagerer en helt ny oplevelse, når sejlsæsonen begynder, siger Jens Bech-Mogensen.

Næssundfærgen har oplevet en pæn trafikfremgang i årets løb. Ifølge foreningen skyldes det blandt andet flere besøgende til SMK Thy, som færgen også forventer at samarbejde med om kommende arrangementer.

Foreningen søgte ikke alene om støtte til selve færgen, men også til forbedringer omkring færgehavnene og nye elektroniske informationstavler.

– Færgen er naturligvis det vigtigste for os. Men projektet rækker videre. Vi satser for det første på at gøre de to færgehavne mere attraktive og for det andet på at blive informationsmæssigt bindeled mellem Mors og Thy, siger Jens Bech-Mogensen.

Arkivfoto: Her På Øen.