Lissy Juliane Mikkelsen har skrevet og sendt dette læserbrev til Her På Øen:
15 år i systemet on/off – når systemet glemmer mennesket
En anonym borgers årelange kamp med systemet rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerhed, lægelige oplysninger, dokumentation og kommunens ansvar Af Lissy Juliane Mikkelsen, partsrepræsentant og tidligere sagsbehandler Der findes mennesker, som bliver fanget i det kommunale system i så mange år, at systemet til sidst kommer til at fylde mere end selve livet. Dette er historien om en af dem. Af hensyn til borgeren er hendes navn anonymiseret, og enkelte personlige oplysninger er udeladt. Men historien er virkelig. Hun har været en del af det kommunale system i omkring 15 år. År efter år er hun blevet mødt med nye forløb, nye vurderinger og nye krav om afklaring. Hun har blandt andet været i jobafklaringsforløb gennem flere år og efterfølgende i et længere ressourceforløb. Det, der skulle være en vej videre, er i stedet blevet til en tilværelse, hvor hun igen og igen har skullet dokumentere, forklare og kæmpe for at få myndighederne til at se det menneske, der står bag sagen.
Når et menneske bliver til en sag
Det er let at tale om borgere som “sager”.
Men bag hver sag står et menneske.
Et menneske med håb, bekymringer, begrænsninger og et ønske om at kunne leve et almindeligt liv. For denne kvinde er årene i systemet ikke bare et spørgsmål om papirarbejde og afgørelser.
Det er år af hendes liv.
År, som ikke kan gives tilbage.
Som hendes partsrepræsentant – og med min tidligere erfaring som sagsbehandler – har jeg oplevet, hvor voldsomt et langvarigt forløb kan påvirke et menneske.
Når man konstant skal forholde sig til nye vurderinger,
nye møder, nye krav og nye afgørelser, bliver systemet i sig selv en belastning.
På et tidspunkt kan man ikke længere se en vej ud.
Man ser kun den næste samtale.
Det næste dokument.
Den næste afgørelse.
Den næste plan.
Når lægerne siger stop – men systemet fortsætter
Noget af det mest alvorlige i sagen er, at der foreligger lægelige oplysninger, som beskriver, at borgeren ikke kan aktiveres, fordi en sådan belastning vil kunne forværre hendes helbred og hendes samlede situation. Det er altså ikke et spørgsmål om, at hun ikke ønsker at arbejde. Det handler om, hvad hendes helbred kan holde til. De lægelige oplysninger beskriver, at yderligere aktivering kan risikere at forværre hendes situation frem for at bringe hende tættere på arbejdsmarkedet.
Alligevel oplever hun fortsat at blive fastholdt i et system, hvor afklaring og beskæftigelse er omdrejningspunktet. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvad gør man, når lægerne siger, at mere aktivering kan gøre et menneske dårligere – men systemet fortsat kræver, at mennesket skal afklares gennem yderligere aktiviteter?
Kommunen skal naturligvis foretage sin egen samlede vurdering af en sag.
En lægelig vurdering afgør ikke automatisk, hvilken socialretlig afgørelse der skal træffes.
Men lægelige oplysninger skal tages alvorligt. De skal indgå reelt i vurderingen. Og hvis myndigheden når frem til en anden konklusion end de lægelige vurderinger, bør det være tydeligt for borgeren hvorfor. For ellers står borgeren tilbage med en oplevelse af, at hendes lægelige dokumentation bliver indhentet, men ikke får den betydning, den burde have.
Når skånehensyn bliver en hindring
Borgeren har dokumenterede skånehensyn, som hænger sammen med hendes helbred og funktionsevne. Alligevel er hun blevet bedt om selv at finde ressourcer, som de ved, at hun ikke har. Samtidig har jobkonsulenten sagt, at hun må tilsidesætte nogle af sine skånehensyn, fordi det ellers ikke er muligt at finde en praktikplads. Det er en formulering, der bør få alarmklokkerne til at ringe. For hvad er formålet med en praktik, hvis forudsætningen for at finde praktikpladsen er, at borgeren først skal tilsidesætte de hensyn, som netop er nødvendige for, at hun kan fungere? Skal borgeren tilpasse sig en praktikplads – eller skal praktikpladsen tilpasses borgerens dokumenterede skånebehov? Hvis et menneske har dokumenterede begrænsninger, kan løsningen ikke være at bede mennesket om at se bort fra dem, fordi det ellers er vanskeligt at finde en arbejdsplads. En praktik skal ikke findes for enhver pris. Den skal findes på et grundlag, hvor borgerens helbred, funktionsevne og dokumenterede skånehensyn respekteres.
Da hun sagde hun ville tage broen.
På et møde blev situationen så alvorlig, at borgeren gav udtryk for, at hun ville tage broen, hvis systemet fortsatte med at presse hende. Det er en udtalelse, som naturligvis skal tages meget alvorligt. Men efterfølgende opstod der uenighed om, hvad der faktisk blev sagt under mødet. En chef har efterfølgende oplyst, at fire personer deltog i mødet, og at ingen af dem havde hørt borgeren komme med denne bemærkning. Problemet er, at samtalen blev lydoptaget. På den lydoptagelse, som foreligger, kan man ifølge det materiale, jeg har kan man høre jobkonsulenten reagere på borgerens udsagn med: “Sådan må du ikke sige.”
Det rejser et alvorligt spørgsmål:
Hvordan kan det efterfølgende oplyses, at ingen af de fire personer hørte bemærkningen, når der samtidig foreligger en lydoptagelse, hvor jobkonsulenten reagerer direkte på udsagnet?
Her findes der ikke kun forskellige erindringer. Der findes dokumentation, som kan undersøges. Og når en borger, der allerede er alvorligt belastet af et mangeårigt forløb, giver udtryk for, at hun ikke længere kan holde til presset, bør fokus være på hendes situation og behov for hjælp. Ikke kun på, hvordan udsagnet efterfølgende bliver gengivet i sagen.
Når møderne forsvinder ud af sagen
Der er et andet problem, som jeg som partsrepræsentant gentagne gange støder på. Møder mellem borger og kommune fremgår ikke altid af Jobnet eller af den dokumentation, som borgeren får adgang til. Og når møder ikke beskrives, og væsentlige aftaler eller oplysninger fra møderne ikke bliver dokumenteret, bliver det meget vanskeligt for borgeren at vide, hvad der faktisk er aftalt.
Det er ikke bare et administrativt spørgsmål.
Det er et retssikkerhedsspørgsmål.
For hvad blev der egentlig aftalt?
Hvad sagde borgeren?
Hvad sagde jobkonsulenten?
Hvilke hensyn blev der taget?
Hvilke krav blev der stillet?
Og hvilke forventninger blev der lagt på borgeren?
Hvis det ikke bliver skrevet ned, står borgeren efterfølgende i en meget vanskelig situation. Hun har ikke mulighed for at kontrollere, om hendes udsagn og de aftaler, der blev indgået, er gengivet korrekt.
“Ingen kommentarer”
Noget, jeg særligt hæfter mig ved i denne og andre sager, er formuleringen “ingen kommentarer”. Det er en formulering, jeg oplever går igen i meget af den dokumentation, jeg møder som partsrepræsentant. Og det sker ikke kun i denne sag. I stort set alle de sager, jeg har haft med at gøre, oplever jeg, at der i forbindelse med samtaler eller notater står “ingen kommentarer”. Det får mig til at stille spørgsmålet:
Hvordan skal en borger kunne korrigere eller nuancere et referat, hvis der reelt ikke bliver givet mulighed for at se, hvad der er skrevet, og komme med sine bemærkninger?
Et menneske kan godt sidde på et møde og være enig i noget af det, der bliver sagt, men uenig i andre dele. Der kan være misforståelser. Der kan være aftaler, som borgeren opfatter anderledes end sagsbehandleren. Og der kan være væsentlige oplysninger, som borgeren mener mangler. Hvis det hele efterfølgende reduceres til “ingen kommentarer”, forsvinder nuancerne. Og når først notatet ligger i sagen, kan det senere blive opfattet som dokumentation for, hvad der blev sagt og aftalt. Det er netop derfor, dokumentation og journalisering er så vigtigt.
Borgeren skal ikke være sin egen sagsbehandler
En kommune har adgang til faglig ekspertise, lovgivning, jurister, sagsbehandlingssystemer og administrative ressourcer. Det har den enkelte borger ikke nødvendigvis. Derfor er det afgørende, at borgeren får mulighed for at lade sig bistå og repræsentere. For nogle borgere er en partsrepræsentant ikke en luksus. Det er forskellen på at stå alene over for systemet og faktisk kunne gøre sin stemme gældende. Men selv med en partsrepræsentant er det svært at korrigere noget, der aldrig er blevet skrevet ned.
Når dokumentationen bliver ved med at vokse
Et af problemerne ved meget lange sagsforløb er, at der hele tiden kan komme nye dokumenter, nye vurderinger og nye krav. Men mere dokumentation er ikke nødvendigvis det samme som mere afklaring. Hvis de samme problemstillinger bliver beskrevet igen og igen af forskellige fagpersoner, bør spørgsmålet være, hvad der egentlig mangler at blive afklaret. For på et tidspunkt må der være tilstrækkeligt grundlag til at træffe en reel beslutning. Et menneske kan ikke blive ved med at være “under afklaring” uden en ende.
Når retssikkerhed bliver mere end et ord
Som partsrepræsentant har jeg ikke til opgave at være modstander af kommunen. Min opgave er at være på borgerens side og sikre, at hendes interesser bliver varetaget. Min baggrund som tidligere sagsbehandler betyder samtidig, at jeg kender den kommunale virkelighed og ved, hvor komplekse sager kan være. Netop derfor mener jeg også, at vi skal kunne stille kritiske spørgsmål, når noget ikke hænger sammen.
Jeg spørger, når oplysninger ikke bliver taget med.
Jeg spørger, når lægelige oplysninger ikke synes at få den vægt, de bør have.
Jeg spørger, når afgørelser ikke synes at hænge sammen med det materiale, der ligger i sagen.
Jeg spørger, når møder og aftaler ikke bliver dokumenteret.
Og jeg spørger, når et menneske efter mange år stadig ikke har fået den afklaring, som systemet burde have givet.
Det handler ikke om at vinde over kommunen.
Det handler om, at kommunen skal træffe afgørelser på et korrekt, tilstrækkeligt og sagligt grundlag. Det handler om retssikkerhed.
Hvor længe må et menneske vente?
Det måske mest grundlæggende spørgsmål er derfor: Hvor længe kan et menneske være i et system, før systemet selv bliver en del af problemet? Hvis et menneske efter fem, ti eller femten år stadig står i forskellige afklaringsforløb, bør vi som samfund turde stille spørgsmålet: Er det borgeren, der ikke er blevet afklaret? Eller er det systemet, der ikke har formået at finde en løsning? Det er en væsentlig forskel. For hvis problemet altid placeres hos borgeren, risikerer vi at overse de strukturelle problemer i selve systemet.
Et menneske kan ikke leve af at vente
Man kan ikke sætte et menneskes liv på pause i årevis og bagefter forvente, at mennesket bare rejser sig og fortsætter, som om intet er sket. Et langt kommunalt forløb har konsekvenser.
Økonomisk.
Socialt.
Menneskeligt.
Og når lægelige oplysninger samtidig beskriver, at yderligere aktivering kan forværre helbredet, bliver spørgsmålet om belastningen endnu mere alvorligt. For hvad gør man som borger, når man bliver bedt om at finde ressourcer, som man ikke har, samtidig med at man bliver bedt om at tilsidesætte skånehensyn, der skal beskytte ens helbred?
Hvad er prisen?
Når vi taler om kommunal økonomi, taler vi ofte om kroner og øre.
Men hvad koster det, når et menneske bliver fastholdt i årevis?
Hvad koster det i sagsbehandling?
Hvad koster det i gentagne møder og vurderinger?
Hvad koster det i menneskelige ressourcer?
Og hvad koster det for det menneske, hvis liv står stille imens?
Det er spørgsmål, vi sjældent ser i kommunens regneark. Men de findes.
Vi skylder borgerne en bedre vej
Jeg mener ikke, at alle borgere nødvendigvis skal have den afgørelse, de ønsker. En kommune skal træffe afgørelser efter lovgivningen. Men borgeren skal kunne forvente noget helt grundlæggende: At sagen bliver behandlet ordentligt.
At oplysningerne bliver taget alvorligt.
At lægelige oplysninger bliver indgået reelt i vurderingen.
At dokumenterede skånehensyn respekteres.
At møder og væsentlige aftaler bliver dokumenteret.
At borgeren får mulighed for at reagere på oplysninger, der indgår i hendes sag.
At alvorlige udtalelser om ikke længere at kunne holde til presset bliver taget alvorligt.
At afgørelser bliver begrundet.
Og at et forløb ikke fortsætter år efter år uden et klart mål.
For den anonyme kvinde, som denne artikel handler om, er kampen ikke bare en historie fra fortiden. Den er hendes virkelighed. Og måske er det på tide, at vi holder op med kun at spørge, om hun passer ind i systemet.
Måske skal vi i stedet spørge:
Passer systemet godt nok på de mennesker, det er sat i verden for at hjælpe?
For et menneskes liv bør aldrig reduceres til en sag
En praktikplads skal ikke findes for enhver pris. En afklaring skal ikke ske på bekostning af helbredet. Og retssikkerhed betyder også, at borgerens dokumenterede virkelighed skal kunne genfindes i den afgørelse, der træffes .
Lissy Juliane Mikkelsen.
Arkivfoto.
