Pia Thorsen, der er kandidat til kommunalvalget i Morsø Kommune for Enhedslisten, har indsendt følgende læserbrev til Her På Øen:

Naturen er under pres – også i Jørsby!

Globalt set er naturen under pres, og i Danmark er 4.500 plante- og dyrearter truede på kort eller langs sigt. De forsvinder ganske simpelt fra den danske natur.

I forbindelse med luftforurening er ammoniak en af de største udfordringer for den danske natur og miljø. Miljøstyrelsen vurderer, at over 50 % af de danske naturområder modtager mere kvælstof end de kan tåle. Landbruget står for 97 % af den danske forurening med ammoniak. Udslippet kommer fra stalde og fra dampe fra gødning og afgrøder.

Nu sidder jeg så og kigger på en miljøgodkendelse af en udvidelse af et svinebrug i Jørsby, som Morsø Kommune med Venstre flertal har godkendt i går.

I godkendelsen fremgår det, at ammoniakudslippet stiger fra 3.997 til 6.545 kg pr. år. Det er en stigning på 64%!!

Tillige ligger svinefabrikken kun 725 meter fra et Natura2000 område, som er et særligt udpeget område, hvor beskyttelse af dyr og planter er nødvendig!

Jo jo, der har skam været nabohøring. Naboerne bekymrer sig blandt andet om naturen, landskabet, Margueritruten, lastbiltransport, lugtgener, faldende huspriser, og om der vil blive ført det nødvendige kommunale tilsyn. Men Morsø Kommune vurderer, der ikke er væsentlige gener for hverken naboer, miljø eller natur.

Jeg vurderer, at der i højeste grad er væsentlige gener.

Det er som om flertallet i Morsø Kommune ikke helt har forstået, at vi skal en anden vej.

Vi skal ikke have flere svin, vi skal have færre!

Vi skal ikke tillade mere pres på naturen, vi skal have mere natur!