Her På Øen bringer her et læserbrev fra Enhedslisten Mors:
Mors må ikke spare sig fattigere – hverken på landet eller i byen
Når besparelserne vokser år for år, er det ikke længere bare et spørgsmål om at få budgettet for 2027 til at hænge sammen. Så er det et spørgsmål om, hvilken kommune vi ønsker at være i 2030.
Morsø Kommune står foran en meget alvorlig økonomisk udfordring.
I budgetforslaget lægges der op til besparelser på omkring 22 millioner kroner i 2027. Men det stopper ikke der.
I 2028 vokser besparelseskravet til knap 32 millioner kroner.
I 2029 til knap 46 millioner kroner.
Og i 2030 til mere end 53 millioner kroner.
I 2031 er tallet oppe omkring 60 millioner kroner.
Det er en udvikling, vi er nødt til at tale alvorligt om.
For hvis løsningen år efter år er nye besparelser, så er det ikke længere en midlertidig økonomisk tilpasning.
Så er det en permanent forringelse af den kommunale velfærd.
Kortsigtede besparelser løser ikke et langsigtet problem
Man kan godt få et enkelt års budget til at se bedre ud ved at skære ned.
Men hvis sparekravet vokser året efter, og året efter igen, så har vi ikke løst problemet.
Vi har blot skubbet det foran os.
Det svarer til at spare på vedligeholdelsen af huset, fordi pengene mangler i år – og så blive overrasket, når taget senere bliver endnu dyrere at reparere.
Vi skal ikke lave kortsigtede løsninger på et langsigtet problem.
Vi skal have en politisk plan for, hvordan Morsø Kommune skal udvikle sig – ikke bare en plan for, hvor der kan skæres næste gang.
Og konsekvenserne er forskellige på land og i by
For en borger i Nykøbing kan en besparelse på et tilbud være alvorlig.
Men for en borger i en landsby kan den samme besparelse være endnu mere indgribende.
Hvis bussen forsvinder, hvis et tilbud flyttes, eller hvis afstanden til kommunal service bliver større, kan det være forskellen på at kunne deltage i samfundet og at blive isoleret.
På landet er der ofte færre alternativer.
Der er ikke nødvendigvis en anden bus.
Der er ikke nødvendigvis et andet tilbud fem minutter væk.
Og der er ikke nødvendigvis mulighed for at tage bilen.
Derfor skal vi være meget varsomme med at gennemføre besparelser, som på papiret ser ens ud for alle, men som i virkeligheden rammer skævt.
Men Nykøbing bliver heller ikke skånet
I byen mærkes besparelserne på en anden måde.
Her kan presset komme gennem større institutioner, færre medarbejdere, mindre tid til børnene, mindre hjælp til ældre og mindre støtte til mennesker med handicap og sociale udfordringer.
Når medarbejderne bliver færre, forsvinder behovet ikke.
Det bliver bare skubbet videre.
Over på familierne.
Over på de pårørende.
Over på frivillige.
Eller over på borgeren selv.
Det er ikke en besparelse, hvis regningen bare bliver sendt videre.
Vi risikerer at skabe den udvikling, vi forsøger at bekæmpe
Morsø Kommune kæmper allerede med faldende befolkningstal. Kommunens egen budgetprognose forventer, at indbyggertallet fortsætter nedad frem mod 2030.
Det gør det endnu mere afgørende, at vi tænker langsigtet.
For hvad gør vi, hvis vi samtidig:
- reducerer den kommunale service,
- skærer i tilbud til børn og unge,
- gør det vanskeligere at være ældre på landet,
- reducerer mulighederne for mennesker med handicap,
- presser medarbejderne yderligere,
- og gør det vanskeligere for familier at få hverdagen til at hænge sammen?
Så risikerer vi at gøre Mors mindre attraktiv.
Og hvis færre mennesker ønsker at bo her, får kommunen endnu færre skatteindtægter.
Så kan vi ende i en negativ spiral:
Færre borgere → færre indtægter → større sparekrav → dårligere service → færre borgere.
Det er præcis den udvikling, vi politisk burde forsøge at bryde.
Vi skal investere os ud af problemerne – ikke spare os ud af dem
Det betyder ikke, at kommunen ikke skal være økonomisk ansvarlig.
Selvfølgelig skal vi prioritere.
Selvfølgelig skal vi se på, om pengene bruges rigtigt.
Og selvfølgelig skal der effektiviseres, hvor det giver mening.
Men der er forskel på effektivisering og forringelse.
Hvis en besparelse betyder, at en medarbejder skal løbe hurtigere, at en ældre får mindre hjælp, at et barn får mindre støtte eller at en familie får længere til et tilbud, så skal vi være ærlige:
Så er der tale om en serviceforringelse.
Og når den samme øvelse gentages år efter år, bliver den samlede konsekvens meget stor.
Hvilket Mors vil vi have i 2031?
Det spørgsmål bør være udgangspunktet for budgetforhandlingerne.
Ikke:
“Hvor kan vi finde de næste 22 millioner?”
Men: “Hvordan skaber vi en kommune, der er attraktiv at bo i – også i 2031?”
For Mors skal være et sted, hvor man kan blive gammel med værdighed.
Hvor børnefamilier kan få hverdagen til at hænge sammen.
Hvor børn og unge får den hjælp, de har brug for.
Hvor mennesker med handicap kan leve et liv med muligheder.
Hvor medarbejderne kan udføre deres arbejde ordentligt.
Og hvor både Nykøbing og landsbyerne har en fremtid.
Vi skal ikke spare os til en mindre kommune.
Vi skal investere i mennesker, fællesskaber og velfærd.
For det er ikke kun kommunens økonomi, der er på spil.
Det er Mors’ fremtid.
De venligste hilsner
Lissy Juliane Mikkelsen
Pressefoto.
