Her På Øen har modtaget det nedenstående læserbrev fra Mads Krog, Nykøbing/Sillerslevøre:
140 dages tavshed og gebyr for en status – er det god borgerservice, Morsø Kommune?
Kan det virkelig passe, at man som borger i Morsø Kommune skal vente tæt på fem måneder på en simpel byggetilladelse uden at høre et eneste ord fra forvaltningen? Og at en simpel forespørgsel om status risikerer at udløse en ekstra regning?
I maj søgte jeg om byggetilladelse til et sommerhus på 70 m² i sommerhusområdet i Sillerslevøre. Der er tale om en stor grund på over 3.000 m², hvor både el og vand allerede er lagt ind. Projektet er hverken prangende eller komplekst, og rammerne burde være helt ligetil.
Alligevel har min sag nu ligget stille i 140 dage. Det svarer til over fire en halv måned. I al den tid har der været total radiotavshed fra kommunens side. Ingen orientering, ingen status og intet estimat for, hvornår sagen forventes behandlet.
Når man som ventende borger til sidst mister tålmodigheden og kontakter kommunen for blot at spørge, hvor langt sagen er, bliver man mødt med besked om, at opfølgning og sagsbehandling takseres med timegebyr, hvis tilladelsen kræver nærmere godkendelse.
Det lader altså til, at borgerne først efterlades i et uendeligt venteværelse – og hvis vi drister os til at banke på døren for at spørge til sagen, kan det koste os penge.
Morsø Kommune bryster sig af at være en attraktiv tilflytter- og turismekommune, hvor det skal være nemt og dejligt at bo og bygge. Men denne tilgang modarbejder direkte kommunens egne ambitioner. Gennemsigtighed, rimelig sagsbehandlingstid og basal kommunikation bør være en selvfølge i en moderne kommunal forvaltning.
Jeg efterlyser ikke særbehandling, men blot en ordentlig og respektfuld dialog. Kan politikerne i Morsø Kommune virkelig stå inde for en sagsbehandlingstid på tæt på et halvt år til et helt almindeligt sommerhus – og en kultur, hvor kommunikation med borgerne føles som en straf?
Mads Krog, Nykøbing Mors/Sillerslevøre.







































