Af Dorit N. Glintborg
Rygterne om en snarlig konkurs for Morsø Bustrafik florerer i dag på nettet.
Her På Øen har talt med ejer, Leif Andersen, der – forståeligt berørt af situationen – ikke ønsker at udtale sig.
Det samme gælder Martin Haar Josefsen, som af Leif Andersen er ansat som kørselsleder i den lokale virksomhed.
Begge henviser til et andet medie, hvor der om konkursen for Morsø Bustrafik K/S skrives – citat: ”Det beretter flere kilder tæt på selskabet”
Altså heller ikke her en udtalelse direkte fra kilden selv.
Flere steder på det taknemmelige Facebook deles og kommenteres historien om en angivelig konkurs af Morsø Bustrafik.
Folk giver udtryk for sorg og overraskelse over, at Leif Andersens succesvirksomhed skulle kunne lide den skæbne.
Her På Øen vil derfor – i stedet for at skrive om en mulig konkurs, som ingen af hovedkilderne vil udtale sig om – ridse op, hvordan det lokale firma er delt op.
Morsø Bustrafik udgør kun en fjerdedel af den lokale virksomhed. Virksomheden, der i dag fysisk er placeret på Nørrebro i Nykøbing, er delt op i fire lige store dele:
Morsø Bustrafik, Morsø Flextrafik, Morsø Turisttrafik og Morsø Taxi & Turisttrafik.
Rygterne om en konkurs gælder udelukkende Morsø Bustrafik. Selvom dét er slemt nok, er det altså kun en fjerdedel af den lokale vognmandsforretning, det i givet fald handler om.
Her På Øen kunne i starten af oktober 2020 berette om det, da Morsø Bustrafik modtog et diplom fra data- og analysevirksomheden Bisnode.
Kun 11 virksomheder i Danmark indenfor rutekørsel, fjerntrafik og skolebusser har opnået Bisnodes kreditværdighed A, så det var et fint stempel at få.
Foto: HER PÅ ØEN.