Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Hos Morsø Taxi og Turisttrafik på Nørrebro i Nykøbing er arbejdsglæden endnu større end ellers i disse dage.

Morsø Bustrafik har nemlig fået et diplom fra Bisnode, som er blandt Europas førende data- og analysevirksomheder.

Kun 11 virksomheder i Danmark indenfor rutekørsel, fjerntrafik og skolebusser har opnået Bisnodes kreditværdighed A, så det er et fint stempel, den lokale virksomhed nu har fået.

 

En virksomheds kreditværdighed er udtryk for dens evne til at overleve, og bedømmelsen fra Bisnode er udregnet ud fra en matematisk algoritme, baseret på mere end 2400 beslutningsregler, oplyser Bisnode på sin hjemmeside.

 

  • Leif siger, at det kun kan lade sig gøre at få det fine diplom, hvis man har et godt hold af medarbejdere. Det har vi, og det sætter jeg stor pris på, fortæller Martin Haar Josefsen til Her På Øen.

 

Han er kørselsleder i virksomheden på Nørrebro, der ejes af Leif Andersen.

Virksomheden er delt op i fire lige dele:

Morsø Bustrafik, Morsø Flextrafik, Morsø Turisttrafik og Morsø Taxi & Turisttrafik.

Det er Morsø Bustrafik, der har modtaget diplomet, men bedømmelsen fra Bisnode er foretaget som en samlet vurdering af de fire selskaber her på øen.

 

Martin Haar Josefsen tilføjer, at det ikke mindst i en svær tid med Coronakrise er rart med en anerkendelse som den fra Bisnode.

Fotos: Privat