Morsø Erhvervsråd henter EU-midler hjem til udvikling af fremtidens iværksættermiljø.
Tilsagnet markerer samtidig starten på en ny strategisk indsats, hvor Morsø Erhvervsråd inden for de eksisterende økonomiske og personalemæssige rammer arbejder målrettet med at hente eksterne udviklingsmidler og internationale projektmidler hjem til erhvervsudvikling på Mors. Morsø Erhvervsråd har som leadpartner fået tilsagn om Erasmus+ støtte fra EU til et internationalt udviklingsprojekt, der skal styrke iværksætteri, kompetenceudvikling og erhvervsudvikling i landdistrikter og ø-samfund. Projektet “Entrepreneurship Park Learning Lab” modtager i alt 60.000 euro svarende til cirka 450.000 kr. og gennemføres i samarbejde med den græske partner PRAXI Network under Foundation for Research and Technology-Hellas (FORTH), som er en af Grækenlands førende forsknings- og innovationsorganisationer. “Vi er naturligvis stolte over, at EU har valgt at investere i vores projekt målrettet iværksætteri. Vi ønsker at skabe de bedst muligerammer for iværksættere og virksomheder på Mors, og her giver de europæiske samarbejder adgang til ny viden, nye metoder og stærke internationale netværk,” udtaler Susanne Toftegaard Hansen, erhvervschef hos Morsø Erhvervsråd. BusinessPark Mors bliver internationalt læringslaboratorium Projektet tager udgangspunkt i BusinessPark Mors, som skal videreudvikles til et miljø for iværksætteri, innovation, netværk og kompetenceudvikling. Sammen med den græske partner skal Morsø Erhvervsråd udvikle en ny model for, hvordan erhvervsparker og iværksættermiljøer i landdistrikter kan tiltrække, udvikle og fastholde iværksættere. Projektet omfatter blandt andet: • Udveksling af best practice mellem Danmark og Grækenland • Studiebesøg og internationale læringsforløb • Udvikling af nye læringsmoduler for iværksættere • Mentor- og netværksforløb • Udvikling af et onboarding forløb for nye virksomheder.
Målet er at skabe en model, som ikke alene kan anvendes på Mors, men som også kan inspirere andre ø- og landdistrikter i Danmark og Europa. I projektperioden frem til marts 2028 forventes flere end 50 iværksættere, virksomheder, rådgivere og lokale aktører at blive involveret direkte i aktiviteterne. Resultaterne skal efterfølgende forankres permanent i BusinessPark Mors og blive en del af Morsø Erhvervsråds fremtidige tilbud til iværksættere og virksomheder.
Det fortæller Morsø Erhvervsråd til Her På Øen.
Foto: Morsø Erhvervsråd-





































