Morsø Erhvervsråd har taget initiativ til etablering af en ny virksomhedsgruppe med fokus på beredskab, IT-sikkerhed, risikostyring og krisehåndtering.

Formålet er at skabe et fortroligt rum, hvor virksomhederne kan dele viden, erfaringer og konkrete udfordringer med hinanden, så de står stærkere rustet til fremtidens risici og bliver modstandsdygtige.

Gruppen består i første fase af repræsentanter fra Morsø Jernstøberi, Imerys, Jysk Elteknik, Finans-Support og Outrup Vinduer & Døre. Fælles for virksomhederne er et ønske om at styrke deres beredskab og lære af hinandens erfaringer.

“Verden er blevet mere uforudsigelig. Cyberangreb, nedbrud i forsyningskæder, energikriser og andre hændelser kan få store konsekvenser for virksomhedernes drift. Derfor ønsker vi som erhvervsråd at gå forrest og skabe rammerne for, at virksomhederne kan lære af hinanden og opbygge større robusthed,” siger erhvervskonsulent Lars Fjordbak Gehlert fra Morsø Erhvervsråd i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Det seneste møde bød på et oplæg fra Finans-Support om deres viden og perspektiver på virksomheders kriseberedskab. Oplægget gav anledning til gode drøftelser om, hvordan virksomhederne bedst forbereder sig på hændelser, som kan påvirke både drift, medarbejdere, kunder m.v.

– Hos Morsø Erhvervsråd ser vi den nye virksomhedsgruppe som et vigtigt bidrag til udviklingen af et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv på Mors, siger Lars Fjordbak Gehlert.

Foto fra Morsø Erhvervsråd til Her På Øen.