Af Dorit Glintborg
Flagene var hejst på Smørdalsvej i Ljørslev i lørdags, hvor intet mindre end Danmarks første Biotopia blev indviet.
Indvielsen fandt sted på samme dato, som Morsø Naturklub kunne fejre sit 30-års jubilæum, 1. oktober 2022, og for indvielsen stod Morsø Naturklub og BIOBYG ApS.
Den 1. oktober var det 30 år siden, at en gruppe lokale naturelskere startede Morsø Naturklub. Blandt ildsjælene var Esther Kjeldgaard og Vera Wolsgaard, som begge var til stede ved lørdagens indvielse af det 1400 kvadratmeter store Biotopia på Mors.
Esther Kjeldgaard klippede den grønne snor (fotografi fra Inge Jakobsen til Her På Øen herunder), og åbnede dermed muligheden for alle til at opleve og nyde biodiversitet i stenbunker, grendynger, kvashegn og vandhuller.
Forud for indvielsen var gået mange timer med at få arrangeret de 1400 kvadratmeter, for når først mennesket har kultiveret jorden, kræver det arbejde at lave det tilbage til et naturområde, der på sigt gerne skulle klare sig selv.
Formand for Morsø Naturklub, Inge Jakobsen viser Her På Øen rundt på det store område, hvor gummistøvler på dagen er det bedst egnede fodtøj, efter at regnen natten forinden har gjort jorden blød.
Samtidig har regnen gjort jorden perfekt modtagelig til at få plantet og sået, og det er der blevet i stor stil.
Cirka 600 løg af vintergæk, prydløg og ramsløg er lagt i jorden på Smørdalsvej, og der er plantet stauder og træer.
Blandt stauderne er hvid okseøje, almindelig kobjælde og kællingetand, mens der blandt træarterne er fuglekirsebær, ægte kastanje og hassel.
I vandhullerne er der plantet vandplanter, og samtidig er der med et solidt bræt i hver balje sørget for, at pindsvin vil kunne komme op af baljen igen.
Det er mange gode kræfter, der har arbejdet sammen om at skabe Biotopia, og en del af indsatsen bliver i familien, når vi tager udgangspunkt i Esther Kjeldgaard.
Esther Kjeldgaard ejer grunden, hvor naturparadiset er skabt, og hun og de andre medlemmer af Morsø Naturklub har lagt mange timer i arbejdet.
BIOBYG ApS er Esther Kjeldgaards søn, Mikael K. Bjerres firma, og herfra er hele planen og de mange detaljer omhyggeligt lagt og skitseret.
Mikael K. Bjerre er tovholder for hele projektet, og gør i den trykte grønbog rede for de mange overvejelser bag Biotopia, og fortæller også om valget af planter:
- De arter, der giver basis for flest insekter, er de arter, der har været længst i et område. Det er i Danmark de såkaldte hjemmehørende arter, og mange af dem kendes under fællesbetegnelsen ”ukrudt”. Planterne vil blive tilført området som både frø, løg og stauder.
Hvad et biotopia er, fortælles der også i grønbogen af Mikael K. Bjerre:
Et biotopia er et mindre menneskeskabt område, hvor man forsøger at opnå så høj en artsrigdom (biodiversitet) som muligt.
Begrebet Biotopia er udviklet i forbindelse med dette projekt, og tanken har været at omsætte viden og engagement til design og anlæg af et konkret område.
Ved lørdagens indvielse af Biotopia i Ljørslev var der mulighed for at smage grønne lækkerier fra Vilgurd, som er Uffe Kjeldgaard Truelsens bæredygtige firma. Uffe Kjeldgaard Truelsen er Esther Kjeldgaards søn, og han frembragte på indvielsesdagen lækre pizzaer, hvor nogle af ingredienserne var græskar og hvidløg.
Samtidig var der forskellige slags the over bål, ligesom Esther Kjeldgaard havde lavet masser af god hyldebærsaft.
Morsø Naturklub, som sammen med BIOBYG stod for indvielsen, og samme dag kunne fejre 30 års jubilæum, var meget glade for det gode fremmøde på dagen, hvor omkring 50 interesserede dukkede op.
Det ambitiøse projekt på Smørdalsvej skal nu udvikle sig i fred og ro, og det skal blive spændende at følge det grønne initiativ. Ikke mindst, når foråret løfter sløret for, hvordan de nyplantede og nysåede poder vil arte sig.
En perfekt indgang for pindsvin.