Over de seneste syv uger har Coronavirussen resulteret i markante ændringer i de flestes hverdag.

Morsø Erhvervsråd har talt med tre lokaler virksomheder, som er meget forskelligt påvirket af Coronakrisen.

I nedenstående artikel beskriver Morsø Erhvervsråd forholdene hos VW i Nykøbing:

Hos VW i Nykøbing gav nedlukningen i forbindelse med Corona-krisen en omgående reaktion:

”Telefonerne var med ét helt tavse.  Både bilsalg og booking af værksteds-tider gik i stå fra den ene dag til den anden. Vi fornemmede en nervøs, usikker stemning hos kunderne – mest fordi ingen jo vidste, hvor længe dette skulle stå på”, siger Torben Haaning, daglig leder hos Volkswagen Thisted-Nykøbing. Chokket ramte både de private kunder og forretningens erhvervsafdeling, som ellers har oplevet en lang periode med optimisme og stigende salg.

”Vi skruede ned for aktiviteterne og indførte arbejdsfordeling for at afbøde de værste virkninger”, fortæller Torben Hanning, som dog atter melder om lysere udsigter:
”Nu er der nærmest fuld aktivitet på værkstedet, og telefonerne kimer flittigt igen. Kunderne har overvundet det værste chok og har fundet en ny hverdag. Samtidig kan vi se effekten af de forholdsregler, vi alle sammen tager i omgangen med hinanden. Og endelig tror jeg også, det gode vejr har spillet ind og giver lidt optimisme.”

Men bilsalget halter efter. Mange er usikre på deres private økonomi, og især små og mellemstore virksomheder trækker indkøb og udskiftning af deres erhvervsbiler ud, til vi alle er på mere sikker grund igen. Vi skal arbejde og være tålmodige for at få salget op på niveau igen”, siger Torben Hanning og fortsætter:

”Det mest positive ved det, vi har været igennem, er personalets holdning. Alle var indstillet på, at vi måtte rykke sammen og hver især bidrage med det, vi kunne. Vi havde ingen problemer med at få medarbejderne sendt på arbejdsfordeling, og alle har givet den en ekstra skalle nu, hvor vi skal op i omdrejninger igen. Det har – på en yderst alvorlig baggrund – nærmest været en fornøjelse at se medarbejdernes reaktion,” siger Torben Haaning til Morsø Erhvervsråd.

Tekst og foto til denne artikel: Morsø Erhvervsråd.