Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Der var nok at komme efter, da Færdselspolitiet i weekenden afholdt færdselskontrol på Mors og i Thy.

I alt blev der afsløret og standset 13 spirituspåvirkede bilister og tre narkopåvirkede bilister.

 

  • Det er godt nok meget, fastslår politikommissær Jørgen Jensen.

Ydermere afslørede færdselskontrollen otte bilister i at køre uden kørekort eller i frakendelsestiden.

Ikke færre end 15 ulovlige knallerter blev stoppet, og to af dem beholdt politiet, fordi det er anden gang, knallertføreren bliver taget på det ulovlige køretøj.

Færdselskontrollen på Mors og i Thy resulterede desuden i 19 hastighedssager med klip i kørekortet, og tre hastighedssager med betinget frakendelse af kørekortet.

Politikommissær Jørgen Jensen oplyser videre, at kontrollen også afslørede en hel del bilister uden sikkerhedssele og en del i færd med at tale håndholdt mobil under kørslen.

Også nogle øvrige forseelser blev afsløret.

Nogle kørte overfor rødt lys, eller respekterede ikke stribeafmærkningerne.

Færdselskontrollen og resultaterne af den dækker som nævnt både Mors og Thy.

Politiet betegner resultatet af weekendens færdselskontrol som voldsomt.

 

Men det stopper ikke her.

 

Ud over færdselspolitiets kontrol har også det stedlige politi afsløret ulovlige bilister i weekenden.

Fredag aften kl. 20.30 blev en 18-årig ung mand stoppet på Havnen i Nykøbing. Han kørte på en motorcykel, men har ikke kørekort.

 

På Vildsundvej blev en kun 17-årig dreng stoppet lørdag morgen. Han kørte bil i spirituspåvirket tilstand.

Ejeren af bilen er fra Thisted, og er sigtet for at overlade føringen af sin bil til den 17-årige.

 

I Strandparken i Nykøbing blev en 52-årig mand stoppet i sin bil lørdag aften.

Også han gjorde sig skyldig i spirituskørsel.