Af Dorit N. Glintborg
I den forgangne weekend blev mange lygtepæle her på øen pyntet med valgplakater, der viser de mange kandidater til det kommende kommunal- og regionrådsvalg.
Nogen kandidater må desværre se deres valgplakater ødelagt af hærværk, og det ganske hurtigt.
Det gælder den radikale Jette Jepsen, som på sin Facebookside beskriver, hvordan nogle af hendes valgplakater i Fjallerslev blev udsat for hærværk få timer efter, at de var hængt op.
- Valgplakaterne blev sat op søndag. Mandag aften var de alle ødelagt ved hærværk, skriver Jette Jepsen.
Der blev sat nye op tirsdag. Fire timer efter var også de ødelagt, og denne gang på en voldsom måde, idet en hegnspæl var hamret igennem nogle af plakaterne med Jette Jepsens portræt.
Hun fortæller, at hærværket er anmeldt til politiet.
Den lokale politiker siger videre, at det er lidt voldsomt at se et billede af sig selv med en pæl hamret igennem hovedet. Hun glæder sig over, at det kun er gået ud over et billede af hende.
Privatfoto.
 
					 
												


















































