Af Dorit Glintborg
Nordic Food College deltager i år i den landsdækkende videnskabsfestival ”Forskningens Døgn”, hvor forskning bringes tættere på borgerne.
Skolens medvirken består af tre gratis forskerforedrag.
Nordic Food College er EUC Nordvests nye helhedsskole indenfor landbrug og fødevarer. Skolen består af to afdelinger – Morsø Landbrugsskole og Culinary, og har til huse ved Morsø Landbrugsskole i Tødsø her på øen.
De tre foredrag bliver grundet Covid-19 afholdt virtuelt, og de er gratis at følge.
Det første handler om bioaktive stoffer i kosten, hvor forsker Ole Vang gør rede for bioaktive stoffers betydning for helbredet.
Det næste handler om husdyrenes biologi, og her er det seniorforsker Mette S. Herskin, der opdaterer om den nyeste viden på området.
Tredje foredrag omhandler smag og smagsbestemmelse. Kan man for eksempel smage, at muslingen er fra Limfjorden, og at guleroden er fra Lammefjorden? Den viden fører forsker René Langdahl Jørgensen tilhørerne ajour med.
Nordic Food College skulle allerede sidste år have deltaget i Forskningens Døgn med to foredrag, men det blev på grund af Covid-19 aflyst.
I år er der ingen grund til aflysning, for foredragene afholdes som nævnt virtuelt.
Er man nysgerrig på, hvad forskere arbejder med, og hvad den nyeste viden byder på, så er Forskningens Døgn en unik mulighed for at møde nogle af landets dygtigste forskere gennem en række inspirerende foredrag. Det er første gang, at Nordic Food College deltager i videnskabsfestivalen – faktisk havde skolen allerede sidste år planlagt at deltage med to foredrag, men de blev aflyst pga. COVID19. Det bliver de ikke i år, da foredragene denne gang bliver afviklet virtuelt.
Foredragene afholdes 26., 28. og 29. april, og man tilmelder sig på Nordic Foods Colleges Facebookside.
Pressefoto: EUC Nordvest.