Mors er godt på vej til at få landets første udendørs cirkusscene med hjælp fra en række fonde. Nu er Villum Fonden på banen igen med en ekstra donation på 846.000 kroner, så projektet kan komme helt i mål. Scenen vil skabe nye muligheder for udendørs læring, kreative processer og scenekunst for børn og unge i uderummet.

 

Mors har meget at være Villum Fonden taknemmelig for med fondens gavmilde støtte til en ny scene i Morsø Multipark.

Scenen med navnet ”Karrusellen” skal opføres ved Dueholmskolen i området ud mod den udendørs arena og opvisningsbane, og vil bestå af en 200 m2 stor udendørs scene omkranset af tribuner både med og uden overdækning.
Der vil være siddepladser til ca. 150 personer på tribunerne og derudover rigeligt med plads på græsarealet, der støder op til scenen. Scenen skal danne ramme om amatør cirkusforestillinger, teater og undervisning i uderummet. Som en del af scenen opsættes et stativ, der skal bruges til udendørs luftakrobatik til træning og shows i regi af den lokale cirkusforening, Cirkus Liberty.

Nyheden om en ekstra bevilling fra Villum Fonden spreder glæde rundt omkring hos nogle af dem, der ser frem til at bruge scenen. Blandt andet på Dueholmskolen.

– Det er superflot af Villum Fonden og en rigtig god nyhed for Mors. Vi har glædet os længe til at kunne bruge udescenen, og nu ser det ud til snart at blive virkelighed. For skolen betyder det jo, at vi kan rykke undervisningen udenfor i en unik og inspirerende ramme. Det passer også rigtig godt sammen med vores planer for fremtidens skole, fortæller skoleleder Lars Zedlitz Alberg i en pressemeddelelse til Her På Øen,  og forsætter:

– Scenen giver mange nye muligheder for udendørsaktiviteter på Mors både for uddannelser i området, foreninger og mange andre fællesskaber, der kan få glæde af at bruge scenen, siger skolelederen.

Visualisering af karruselen fra Morsø Kommune.