Af Dorit Glintborg
I slutningen af 2019 trådte Morsø Kommunes viceborgmester, Viggo Vangsgaard ud af Socialdemokratiet efter 25 år i partiet.
Siden da har han været løsgænger.
Nu har kommunalpolitikeren fundet sit nye ståsted, fortæller han på sin Facebookside.
Det nye parti er fundet efter deltagelse i bestyrelsesmøde i Thy-Mors SF, hvorfra der er udsendt nedenstående pressemeddelelse:
SF Thy-Mors og Viggo Vangsgaard, tidligere socialdemokrat og de seneste måneder løsgænger i Morsø kommunalbestyrelse, meddeler at Viggo Vangsgaard er blevet medlem af SF Thy-Mors.
Derved får SF igen en repræsentant i Morsø kommunalbestyrelse.
Viggo Vangsgaard begrunder sin indmeldelse i SF’s med partiets værdipolitiske mærkesager som passer bedre overens med hans personlige holdninger:
Jeg har nu været i lokalpolitik i 26 år, og jeg har erfaret, at det for mig er helt afgørende, at den politik, jeg står på mål for, baserer sig på de værdier, der for mig som menneske er grundlæggende. Valget af SF som det parti jeg gerne vil tilhøre har ikke været svært, jeg ønsker at være medlem af et parti der målbevidst går efter at værne om arbejderklassen og de svage og ikke fører populistisk politik for stemmernes skyld.
I den seneste tid har jeg måttet erkende, at jeg er væsentligt mere enig i SF’s grundlæggende værdier og landspolitiske fokus. Jeg er ikke gået ind i politik for at læne mig tilbage og se til. Jeg vil være med til at flytte vores lokalsamfund i en retfærdig retning, og det er det SF gør. Det er vigtigt, at vi som politikere tør tænke længere frem end til næste valg, og at vi tør sige, hvordan vi gerne vil have vores nærmiljø til at se ud på lang sigt.
Vi bør have mere tillid til hinanden og hylde det selvstændige initiativ, og så skal vi bruge vores kræfter på dem, der reelt har behov, siger Viggo Vangsgaard.
Jeg mener jeg med god samvittighed kan sige til de vælgere der stemte på mig ved sidste valg:
“Jeg er stadig den samme og jeg har stadig de samme holdninger som ved valget, partimæssigt må jeg bare erkende, at mine holdninger stemmer bedre overens med SF.”
Min indmeldelse i SF skal ses som et positivt tilvalg af den socialpolitiske vej til et bedre samfund, såvel lokalt som landspolitisk.
Tendensen til at centralisere den politiske magt til folketinget på bekostning af nærdemokratiet, er ikke hverken min eller SF’s politik og det tiltaler mig meget. De politikere der bor tættest på problemerne er også dem der bør føre den lokale politik.
Thorkil Olesen udtaler på vegne af SF Thy-Mors:
Vi er meget glade for, at Viggo Vangsgaard har valgt os til og viser os den tillid, at han har lyst til at arbejde for SF’s politik i Morsø kommunalbestyrelse som jo så igen får SF repræsentation.
Viggo Vangsgaard tilføjer at partileder Pia Olsen Dyhr tidligere har udtalt følgende som jeg støtter fuldt op om:
”Vi skal vise, at vi har lært af finanskrisen. Vi må under ingen omstændigheder lade de mest udsatte, børnene, syge, ledige eller ældre betale regningen. En ordentlig velfærd og en hurtig grøn omstilling må ikke blive taget af bordet,”
“ De bredeste skuldre skal bære de tungeste læs, banker og store virksomheder skal udvise samfundssind og ikke kvittere for krisehjælp ved at udbetale store bonusser, vi skal have formueskat, progressiv arveafgift, skat på aktieindkomster, så det ikke er udsatte og arbejdsløse, der betaler kriseregningen.”
Pressefoto.