Af Dorit Glintborg

doritglintborg1@gmail.com

Så oprandt den 31. oktober, og det er mig en glæde at byde velkommen til Her På Øen.

Her På Øen er den ene (meget store) tredjedel af min nye hjemmeside, Dorit’s, som derforuden byder på forskellige ydelser i kommunikationsdelen og håndlavede pynte- og brugsting i kreativitetsdelen.

Her På Øen skal forstås helt bogstaveligt når det gælder indhold.

De historier, jeg vil fortælle herinde, vil være lokale, eller have en lokal vinkel.

De vil være fra og om Mors og morsingboer og de vil være for alle.

Generelle forbrugerinformationer og historier af almen interesse for alle vil også finde vej hertil. Det kan være om vedligeholdelse af hus, bil eller have, eller tips til den mest praktiske skoletaske og opskrifter på mad og bagværk. Ting, der har betydning, uanset hvor i landet, man bor. Og altså også, når man bor på Mors.

Mit ønske er også at skabe et digitalt samlingspunkt med plads til nærvær og hygge.

Jeg har valgt, at Her På Øen skal være en gratis service.

Projektet kræver derfor opbakning af såvel private som af erhvervsliv for at kunne lykkes. Også økonomisk opbakning.

For mange år siden var jeg med blandt de lysegrønne græsrødder, da Mors den 31. oktober fik en lokalradio.

En af mine første udsendelser hed Her På Øen, og blev sendt hver søndag kl. 14.00.

Med denne røde tråd åbner Dorits Her På Øen den 31. oktober 2019.

Vel mødt!