Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Vejdirektoratet ER opmærksom på det hul i kørebanen på Sallingsundbroen, som flere bilister har gjort Her På Øen opmærksom på i dag.

Enterpriseleder i Vejdirektoratet, Anders Waren Larsen siger til Her På Øen, at der i går blev lagt en stor jernplade hen over et hul i kørebanen.

Hullet i kørebanen er ifølge enterpriselederen kommet, fordi asfalten er gammel og slidt, og selvom hullet er omkring én meter i diameter, så er det kun tre til fire centimeter dybt.

Selvom det ikke er meget, er det nok til at genere trafikken, så Vejdirektoratet lagde som nævnt i går en jernplade over hullet.

Netop her omkring middagstid er Anders Waren Larsen så blevet gjort opmærksom på, at jernpladen har rykket sig.

Han forsikrer overfor Her På Øen, at pladen vil blive lagt forsvarligt på plads igen hurtigst muligt.

Jernpladen vil skulle dække over hullet indtil det bliver så nogenlunde tørvejr.

  • Vi må nok hen til mandag eller tirsdag, før vi kan lægge ny asfalt over, og på den måde lappe det fuldstændigt, siger Anders Waren Larsen.

Han oplyser, at arbejdet af hensyn til trafikken vil blive gjort om aftenen eller natten i starten af næste uge.

I mellemtiden vil det altså igen blive trygt at køre over fordybningen i vejbanen via den jernplade, der er lagt over.

Bonus-info: Renoveringen af Sallingsundbroen er opdelt i tre etaper. Den første på broens nordside er afviklet. Etape to, midten af broen, løber frem til august 2022. Tredje og sidste etape, sydsiden, starter i august i år og slutter ved udgangen af 2023.
(Foto: Vejdirektoratet)