En ung kandidat stiller op til kommunalvalget her på øen.

19-årige Charlotte Amalie Holm bliver Venstre Mors’ VU-kandidat til kommunalvalget.

Charlotte Amalie har takket ”ja tak” til at stille op for Venstre til kommunalvalget i november. Dermed er plads nr. 2 på Venstres liste besat, da den er forhåndsreserveret til VU.

Charlotte Amalie Holm er 19 år, og bor i Sillerslev. Hun går på 3. g STX på Morsø Gymnasium, og interesserer sig i fritiden for heste, golf og gåture.

Og politik.

Den unge kandidat er politisk aktiv i Venstres Ungdom, og vil gerne være de unges liberale talerør i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune.

  • Det synes jeg, der er brug for, til at præge udviklingen på øen! Jeg melder mig ind i kommunalpolitik, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel, og kæmpe for Mors. Særligt vil jeg kæmpe for, at Mors i fremtiden bliver et endnu bedre sted at være ung, jeg vil gerne medvirke til at gøre Mors til et mere attraktivt sted at bosætte sig, så flere unge morsingboer får lyst til at flytte tilbage til øen, siger hun i en pressemeddelelse til Her På Øen.

På billedet af Anders Kobberø hilsner borgmester Hans Ejner Bertelsen Charlotte Amalie Holm velkommen på Venstres hold til kommunalvalget i november måned.