Morsø Kommune har købt bygningen i Skovgade 17 af den selvejende institution, Nykøbing Mors KFUM & KFUK’s Ungdomshus, og har i formiddag overdraget husets nøgle til foreningen Ung Kult, der får råderet over bygningen.
Dermed lakker det mod enden for spisestedet t’bords, tidligere KFUM & K, som Merete Brik har forpagtet i 22 år.
Hun har længe forsøgt at få lavet et generationsskifte, men forgæves.
Processen omkring salget har været igangsat efter Merete Brik meldte ud, at hun ikke agtede at drive t-bords længere end til 1. juli 2023. Denne proces omkring fremtiden for KFUM & K´s ungdomshus har ikke været en nem proces følelsesmæssigt for hverken medlemmerne i KFUM & KFUK i Nykøbing Mors eller Den selvejende institution KFUM & K´s Ungdomshus´ bestyrelse, for der er meget historie og mange minder fra de mange år ”ungdomshuset” har været i KFUM & KFUK´s besiddelse.
Men da de hørte et rygte om, at Ung Kult stod og manglede et hus, og at de søgte med lys og lygte efter et egnet sted, tog institutionen kontakt til Malte Houe. Derefter gik det slag i slag og handelen blev hurtig en realitet efter, som de beskriver det i en officiel udtalelse, ”et fantastik godt samarbejde med Morsø Kommune og Ung Kult”.
– Jeg har selvfølgelig stor forståelse for, at det er trist for mange, der næsten føler stedet som deres hjem. Dem vil jeg komme til at savne, og det er da en epoke, der er slut for bygningen, men jeg har brug for noget andet i mit liv. Jeg vil gerne have et almindeligt arbejde og have mere tid til mine børnebørn, siger Merete Brik.
Hun har fortsat råderet over stueetagen og relevante lokaler frem til juli 2023, og vil overholde de allerede indgåede aftaler med kunderne.
Politikerne på Mors glæder sig også over, at handelen er kommet på plads, og at øens unge med Ung Kult som tovholder får deres eget værested og plads til at udvikle alle deres planer om unge og kultur.
– De unge er ikke bare noget, vi taler om på Mors. De er med til at udvikle øen, og vi stolte over alt det ungdommen bidrager med – blandt andet på Kulturmødet. Derfor er hele kommunalbestyrelsen også glade for, at vi nu har mulighed for at overdrage dem dette hus, så de kan mødes og fortsætte hele året, lød det fra Hans Ejner Bertelsen ved nøgleoverrækkelsen i formiddag.
Ung Kults repræsentant, Malte House modtog i Skovgade 17 mandag formiddag nøglen til Skovgade 17, hvor der fremover vil være ungehus.
Planerne er mange, og på formiddagens pressemøde gjorde Malte Houe rede for, at Ung Kult Mors i dag har 300 medlemmer.
Han ser mange muligheder i den herskabelige gamle bygning, som er velbevaret både indenfor og udenfor, og han glæder sig til at tage hul på de forskellige aktiviteter.
Malte Houe nævner blandt andet kursusvirksomhed for unge iværksættere, koncerter og foredrag.
Han sagde på pressemødet, at Ung Kult ikke vil lukke døren for nogen – og at flere af de foreninger og private, der i mange år har lejet lokaler i Skovgade 17 ikke vil blive afvist – men han fremhævede samtidig, at Ung Kults medlemmer bliver de vigtigste i huset.
Fra Morsø Kommune gav borgmesteren sit ord på, at kommunen ikke vil blande sig ret meget i, hvad Ung Kult planlægger, men at der er tiltro til foreningen.