Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Det er de færreste, der ikke elsker en hotdog i ny og næ. Men der bliver for mange længere imellem besøgene i pølsevognen.

Det mærker Heidi Overgaard Pedersen, indehaver af Klostertorvets Pølsevogn i Nykøbing tydeligt.

Nykøbings eneste tilbageværende pølsevogn har i dag ni ansatte, og det er væsentlig færre end i tidligere gode tider. Faktisk er det en halvering.

Det er flere faktorer, der gør sig gældende, fortæller Heidi Overgaard Pedersen til Her På Øen:

  • Før krisen kunne vi ikke skaffe medarbejdere nok, og startede derfor med at have lukket om mandagen. Så kom energikrisen, og selvom der havde været kundeunderlag til det, var der ikke råd til at holde åbent om mandagen igen, forklarer Heidi Overgaard Pedersen.

Hun mærker tydeligt færre kunder i forretningen, efter at McDonald’s er åbnet på Mors. Men konkurrence er ikke noget nyt for den lokale pølsevogn. Da eksempelvis Statoil begyndte med pølsevognssalg, kunne også det mærkes i Klostertorvets Pølsevogn, og det samme gjaldt, da flere pizzeriaer en overgang slog sig op på at sælge grillkyllinger med pommes frites.

Men det nye område udenfor Nykøbing med de mange store kæder, er ikke noget, der får Heidi Overgaard Pedersen til at juble.

  • Jeg hører mange sige, at det giver flere arbejdspladser. Det gør det da sikkert også, men ikke alle tænker på, at det samme antal arbejdspladser sandsynligvis forsvinder fra nogle af de små, lokale erhvervsdrivende, som ikke har en stor kæde som pengetank bag sig, siger hun til Her På Øen.

Heidi Overgaard Pedersen er sikker på, at den generelle økonomiske situation også gør, at mange af os vender hver femkrone en ekstra gang, og ikke spiser så meget ude.

Men det hele kan godt føles som en ond spiral: Jo færre, der køber en hotdog, jo mindre indtjening i pølsevognen, som dermed må skære ned i åbningstiden, skære ned i de ansattes timer, og undlade den sponsorstøtte, den plejer at give i lokalområdet. Dét kan de forskellige foreninger så mærke, og på den måde går den negative tendens i ring.

  • Vi har været nødt til at være færre på arbejde, og flere af vores ansatte har også færre timer, end de gerne ville, oplyser Heidi Overgaard Pedersen.

Men hun klynker på ingen måde og fastslår, at Klostertorvets Pølsevogn fortsætter ufortrødent:

  • Jeg har da hørt rygter om, at vi skulle være gået konkurs, og det er på ingen måde sandt. Der måtte gerne være flere kunder end i øjeblikket, men vi kører på, understreger hun.

En af udfordringerne ved de færre ansatte på arbejde er, at det kan give længere ventetider for kunderne i pølsevognen.

Det har Heidi Overgaard Pedersen hørt nogle utilfredse røster over.

Hun håber på forståelse for, at den lidt længere ventetid på maden er en konsekvens af, at de færre kunder i butikken nødvendiggør mindre åbningstid og færre på arbejde.

Arkivfoto og privatfoto kombineret. HPØ.