64 morsingboer med kognitive udfordringer eller udviklingshæmning kan, takket være en ny bus, se frem til nye eventyr og muligheder.

Bussen er helt ny og doneret af foreningen LEV, Landsforeningen Evnesvages Vel, Morsø Kommune. Nøglerne blev overdraget forleden på Morsø Kompetencecenter.

Bussen kommer til at glæde beboerne i bofællesskaberne Nørregade, Smallegade og Grønparken samt udeboende borgere, der får bostøtte af Morsø Kommune.

Bussen skal bruges at køre borgerne til sportsaktiviteter, fritidsgøremål og arbejde – og til små hverdagseventyr og større oplevelser.

LEV har doneret 360.000 kroner til bussen. Morsø Kommune oplyser på sin Facebookside, at pengene stammer fra foreningens salg af Estvad Lejren ved Flyndersø i Skive.

LEV’s afdelinger i Skive, Viborg og på Mors var ejere af lejren, og har derfor delt overskuddet ligeligt imellem sig.

 

To lokale repræsentanter for den lokale Lev var med til at overdrage nøglerne til bussen. Villy Lauridsen og Lilly Hvass fik stor ros for foreningens frivillige arbejde.

De kom også med den fine pointe, at borgerne i bofællesskaberne har fortjent bussen, da de i mange år har hjulpet med at sælge foreningens ”forglemmigej-mærker”, som også har været med til at skaffe penge til foreningens arbejde.

Privatfotos.