Af Dorit N. Glintborg
Snart er den lokale forfatter, Helle Mogensen klar med sin tredje roman om psykologen Anne Lebæk, som læserne mødte første gang i Helle Mogensens debutroman ”Havunger”, der udkom i 2019.
Siden fulgte vi den ihærdige og alsidige psykolog i ”Malstrøm”.
Den 6. marts udkommer så Helle Mogensens tredje bog, ”Stormfloden”.
Helle Mogensen arbejder i dag som kulturkonsulent ved Morsø Kommune. Før det var hun i mange år journalist ved Morsø Folkeblad, hvor hun blandt andet tog sig af kriminalstoffet.
Om handlingen i den nye bog skriver Forlaget Alpha blandt andet:
En sommeraften samles seks unge mennesker om et bål på stranden ved Hvertsunds Fyrtårn. Studentereksamenen er i hus, og livet ligger foran dem. Kort efter forsvinder en af de unge sporløst for aldrig at dukke op igen.
To årtier senere finder et legende barn afpillede menneskeknogler i strandsandet. Politiets efterforskning tyder på, at knoglerne tilhører den forsvundne unge mand, men psykolog Anne Lebæk vil ikke opgive håbet om, at han er i live.
Samtidig splitter storstilede planer om kystsikring den vestjyske fiskerby i to lejre. Kystsikringen skal beskytte det udsatte fiskersamfund mod en altødelæggende stormflod, men det slår gnister mellem tilhængere og modstandere, og snart efter sker der et mord.
Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til endnu en spændende læsning, når Helle Mogensens ”Stormfloden” rammer boghylderne 6. marts.
Her På Øens journalist har med fornøjelse og spænding læst begge forudgående bøger, og anbefaler gerne den lokale forfatterinde.
Pressefoto.