Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Landbo Limfjord har hele tre ansatte i medarbejderstaben, der 1. august kan fejre flotte jubilæer.

35 år 

Mette Berntsen fejrer 1. august 35-års jubilæum som revisorassistent.

Jubilaren betegnes af Landbo Limfjord som højt værdsat af både kunder og kolleger, som holder af hendes ligefremme tale.

Den gør, at man sjældent er i tvivl om, hvad hun mener.

Mette Berntsen gør sig i både bogføring og regnskabsudarbejdelse.

Hun bor i Nykøbing Mors. 

 40 år

Aase Svendsen kan den 1. august 2020 fejre 40-års jubilæum som revisorassistent i Landbo Limfjord.

Da Aase Svendsen startede sit virke i 1980, hed det Salling Landboforening. Her blev hun ansat i økonomiafdelingen, hvor hun har arbejdet uafbrudt siden. Også efter navneskiftet til Landbo Limfjord.

Jubilarens hovedopgaver er bogføring, moms og udarbejdelse af regnskaber.

Landbo Limfjord oplyser, at Aase Svendsen har en fast gruppe af kunder, der sætter stor pris på hendes imødekommenhed og effektive arbejde.

Ydermere oplyses det, at Aase Svendsen er særdeles afholdt af både kunder og kolleger. Jubilaren er bosat i Skive.

 25 år

Annette N. Christensen kan den 1. august 2020 fejre 25-års jubilæum som revisorassistent i Landbo Limfjord.

Selvom 25 år også er en del, har den tredje jubilar jo en del at leve op til i forhold til de to andre jubilarer.

Annette Christensen har ansvaret for løngruppen i Landbo Limfjord, og hun er den, der tyes til, når der er spidsfindigheder i lønnen.

Hun betegnes som altid positiv og med en kvik bemærkning.

Annette Christensen bor i Aalestrup.

 

Her På Øen ønsker alle tre tillykke med jubilæerne.