Af Dorit Glintborg
I Frøslev pastorat er man stolt af at kunne bibeholde traditionen med en julekoncert som en spæd optakt til julen. I år er det lykkedes at få lavet en aftale med Tina Siel, der fredag aften den 3. december gæster Outrup Kirke.
Tina Siel har sine rødder i det nordjyske, og er en af Danmarks mest efterspurgte solister – ikke mindst i juletiden.
Ved julekoncerten i Outrup Kirke har hun følgeskab af pianisten Knud Erik Thrane, og her loves en klassisk julekoncert, som er gratis at deltage i.
- Samtlige Coronarestriktioner vil blive overholdt, garanterer Frøslev Pastorat overfor Her På Øen.
Tina Siel havde sit landsgennembrud i 1997, og siden har hun manifesteret sig som en af landets dygtigste sangerinder.
Hendes to albums er ovenikøbet Grammy-nomineret.
I flere år har Tina Siel været meget populær til juletid, og hun har et repertoire, målrettet kirker og den helt specielle akustik og stemning her.
Foto: Privat.