Af Dorit Glintborg
DUI Leg og Virke har nu færdiggjort tilbygningen ved Falkereden i Nykøbing.
Derfor er der nu sat dato på et åbent hus-arrangement, hvor interesserede kan se resultatet.
Det fortæller formand for DUI Leg og Virke i Nykøbing, Poul Olsen til Her På Øen.
- Tilbygningen er på 30 kvadratmeter, og indeholder nye toiletter, også handicaptoilet, samt et nyt og moderne køkken med tilknyttet mødelokale, fortæller Poul Olsen.
DUI Leg og Virke har lagt vægt på at vælge lokale håndværkere til arbejdet.
Det er således Poul Bak, Brændselsforeningen (BR Energy, red.), Jesper Johansen og VN Tømrerforretning, der har lavet tilbygningen til Falkereden.
- Derudover en masse frivillige, der også har lagt mange timer i arbejdet, oplyser Poul Olsen.
Byggeriet løber op i kr. 700.000 og der holdes åben hus den 13. april 2023 kl. 16-18 hvor interesserede kan få lejlighed til at se resultatet.
Lokalerne skal bruges til aktiviteter for flere af foreningens aktivitetsgrupper, bl.a. madlavning for mænd, sang- og foredragsaftner samt brætspil og rollespil.
Falkereden har adresse på Langebæksgade 28.
Foto: Model-illustration.