Rigtig mange iværksættere har ifølge Morsø Erhvervsråd svært ved at læse, og mange er ordblinde. Derfor har Morsø Erhvervsråd valgt at gå med som partner i det landsdækkende projekt som hedder ”Styrk Dine Styrker”.
Projektet handler om at give ordblinde en håndsrækning til at udnytte deres styrker gennem iværksætteri. Projektet tilbyder personer med læse- og skrivevanskeligheder et målrettet onlineiværksætterforløb, der passer til deres behov og måde at lære på. Projektet i Nordjylland forløber fra 9. januar til 13. februar 2025, og sker i samarbejde med Thy Erhvervsforum, Danske Iværksættere og Ordblindeforeningen. Projektet følges af forskere fra Syddansk Universitet, og støttes af Tietgenfonden.
Kursisterne mødes fysisk to gange i forløbet, og det sker i Morsø Erhvervsråds lokaler i Holgersgade i Nykøbing.
Første onlinemøde er den 9. januar, oplyser Morsø Erhvervsråd til Her På Øen.
Modelfoto: Shutterstock.