Af Dorit Glintborg
Bestyrelsen bag Ørding Forsamlingshus indkalder til ekstraordinær generalforsamling om små 14 dage.
Den korte forklaring på årsagen til generalforsamlingen er et ønske om at redde forsamlingshuset.
- Vi foreslår i bestyrelsen en navneændring fra Ørding Forsamlingshus til Ørding Forsamlings-, Kultur- og Bryghus, fortæller formand for bestyrelsen, Lars Jacobsen til Her På Øen.
Det vil betyde, at Sydmors Bryglaug lægges sammen med Ørding Forsamlingshus, og de to foreningers fusion vil give mulighed for flere aktiviteter end fortrinsvis udlejning til private fester på adressen.
- Det er for at styrke forsamlingshuset. Der er ikke den store økonomi i at udleje. Derfor er vi nødt til at tænke nyt, forklarer Lars Jacobsen, der også er formand for Sydmors Bryglaug, som ifølge ham har en stærkere økonomi end forsamlingshuset.
Derfor er tanken, at de to foreninger vil kunne gavne hinanden; Bryglauget mangler lokaler, og forsamlingshuset mangler en økonomisk ballast.
Sydmors Bryglaug lejer sig i øjeblikket ind i det tidligere Ørding Bondegrill, og har klubaften her hver anden tirsdag, og åbent hver fredag aften for medlemmer.
Håbet er en fusion med forsamlingshuset på den ekstraordinære generalforsamling 26. oktober, hvorefter bryglauget vil flytte sine aktiviteter til forsamlingshusets lokaler.
Foto fra Google Maps, DG