EUC Nordvest kunne allerede i dag fejre årets første student, da Magnus Norlyk fra Morsø Handelsgymnasium bestod sin afsluttende eksamen – en hel uge før sine klassekammerater. Det var der dog en ganske særlig årsag til.

 

For de fleste studenters vedkommende fejres den afsluttende eksamen med både studentergilder og -kørsel. Det bliver dog ikke tilfældet for Magnus Norlyk fra Morsø Handelsgymnasium, der netop er sprunget ud som årets første student fra Morsø Handelsgymnasium/EUC Nordvest. Magnus Norlyk er nemlig udtaget til det danske U21-herrelandshold i håndbold, som snart skal spille VM i Tyskland og Grækenland.

Landsholdet rejser til Grækenland allerede d. 17. juni, og det var derfor meningen, at Magnus skulle udskyde sin afsluttende eksamen og først blive student til august ved en sygeeksamen. Dog fik Elsebeth Overgaard, som er idrætskoordinator på EUC Nordvest, sammen med Team Danmark, som Magnus er en del af, lavet en helt særlig aftale med Morsø Handelsgymnasium, der gjorde det muligt for Magnus at komme tidligere til eksamen og dermed blive student, inden VM løber af stablen.

– For mig er det en kæmpe fordel at få huen på, inden jeg skal afsted til VM, så jeg kan gå helt ind i dét og fokusere 100% – så det er virkelig dejligt, at skolen kunne få det til lade sig gøre. På dagen bliver der en lille middag med familien for at fejre, at jeg er blevet student, men derefter hedder det bare ’VM’, og allerede om aftenen er der faktisk træningskamp med U21-landsholdet, lyder det fra Magnus Norlyk i en pressemeddelelse fra Morsø Handelsgymnasium til Her På Øen.

Det er dog ikke hver dag, at Morsø Handelsgymnasium ændrer i eksamensplanerne.

– At vi flytter elevernes afsluttende eksaminer pga. private aftaler og gøremål, er selvfølgelig ikke kutyme. Det her er dog en helt speciel situation, hvor det giver rigtig god mening, at vi som skole udviser en vis fleksibilitet i den udstrækning, at vi kan få enderne til at mødes, fortæller Kenny Thomsen, uddannelseschef på Morsø Handelsgymnasium.

Pressefoto.