Af Dorit Glintborg
På Venstre Mors’ generalforsamling i aftes blev Peter Therkildsen igen valgt som spidskandidat til regionsrådsvalget til november.
Det glæder den lokale venstremand.
- Som lokalpolitiker, eller nærmere sognerådspolitiker, vil jeg arbejde for Mors’ interesser i al regionalt og sundhedspolitisk. Sundhedspolitikken fylder meget i vores liv til hverdag, og man kan ikke være i tvivl om, at meget trænger til at blive gjort, siger den genvalgte Peter Therkildsen til Her På Øen.
Han oplyser videre, at der vil blive arbejdet på, at Venstre kan besætte formandsposten i Region Nordjylland.
I dag besættes posten af Socialdemokratiets Ulla Astman.
Men ifølge Peter Therkildsen er det tid for forandring.
- Der skal fokus på ventelister og patientrettigheder og vi skal i højere grad inddrage patienters og pårørendes ressourcer. Vi skal også bekæmpe den stigende ulighed i sundhed, fastslår han.
Endelig pointerer den genvalgte kandidat til regionsrådsvalget, at det er vigtigt at holde stemmerne på lokale kandidater.
Kommunal– og regionrådsvalget for Danmarks 98 kommuner og fem regionale råd finder sted den 16. november.
Pressefoto.











































