Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Tre surfere på fjorden mellem Thisted og Mors bekymrede i gårsdagens kraftige blæsevejr flere borgere, som kontaktede politiet.

De bekymrede meldinger kom ved 17-tiden, og politiet sendte både helikoptertjeneste og patrulje af sted.

Efter at hele redningsapparatet havde været i gang i omkring halvanden time, fik politiet kontakt til alle tre surfere, der ikke havde lidt overlast, og selv nåede landjorden her på øen, ganske som planlagt.

  • Det var tre erfarne surfere fra Thy, som havde planlagt en tur over Limfjorden fra Thisted til Mors, og de havde helt styr på det, fortæller fungerende politikommissær, Henrik Skriver Jensen til Her På Øen.

Skulle nogen være blevet urolig over redningsaktionen i går, er man hermed orienteret om årsagen til aktionen.

Det er ikke første gang, at politiet sender helikopteren afsted efter bekymrede meldinger om surfere på Limfjorden, der viser sig at have helt styr på situationen.

Henrik Skriver Jensen understreger, at de tre surfere ikke har gjort noget ulovligt, og at politiet hellere sætter redningsapparatet i gang én gang for meget end én gang for lidt.

  • Det det kraftige blæsevejr i går med op til 20 sekundmeter, forstår jeg dog godt, at andre kunne blive bekymrede, siger han.

Erfarne surfere har den mulighed, før en tur på bølgen i kraftigt blæsevejr, at melde ind på 114, at de sejler ud.

Dilemmaet er så, at kommer de alligevel i problemer på fjorden, vil bekymrede meldinger måske i første omgang ikke føre til nogen redningsaktion.

Pressefoto: VisittThy