DG: Morsø Kommune deler i sit nyhedsbrev nedenstående brev fra Sundhedsstyrelsen.
Her På Øen viderebringer som en service informationen herunder:

SUNDHEDSSTYRELSEN: Information til virksomheder og arbejdspladser om forholdsregler ved ny coronavirus (COVID-19)

Sundhedsstyrelsen oplever i øjeblikket en stor efterspørgsel på information fra virksomheder og andre arbejdspladser om forholdsregler i relation til ny coronavirus og den afledte sygdom COVID-19. Denne information er udfærdiget for at imødekomme dette behov, og tager udgangspunkt i den aktuelle viden på udfærdigelsestidspunktet. I kan holde Jer løbende opdateret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk/corona.
COVID-19 giver infektioner i luftvejene. Symptomer kan spænde fra helt milde symptomer til alvorlig lungebetændelse. COVID-19 smitter fra person til person gennem dråber, fx via hoste eller nys. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at alle følger de generelle hygiejneråd.
Sundhedsstyrelsen opfordrer ikke til, at raske borgere benytter mundbind eller andre værnemidler til at forebygge smitte, da der ikke er dokumenteret effekt af sådanne tiltag. Der opfordres i stedet til at følge ovenstående generelle råd til effektiv forebyggelse at smitte. Virksomheder kan evt. opsætte dispenser med håndsprit i fællesområder som kantine, åbne kontorlandskaber, toiletter mv.
Informationsmateriale Sundhedsstyrelsen har udarbejdet forskelligt informationsmateriale, som virksomheder er velkomne til at benytte og hænge op. Det kan downloades på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk/corona. Materialer findes både på dansk og engelsk.
Der kan findes mere information på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor der også kan findes svar på en række hyppigt stillede spørgsmål.