Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I en tid, hvor computerskærmen indimellem forekommer at være børn og unges største og vigtigste interesse, er det forfriskende at møde to lokale 7. klasses-piger, som hver især er bevis på, at livet leves bedst i virkeligheden.

DUI Leg og Virkes julemarked i Bankohallen i Nykøbing i weekenden deltog 35 hobbyfolk med hver deres stand, hvorfra der blev forsøgt solgt alt lige fra flettede papirstjerner til aflæggere af potteplanter og strikkede sjaler.

Julemarkedets to yngste hobbyfolk var uden tvivl Josefine Søndergaard Engelst og Kamilla Hellegaard Østergaard, som delte en stand imellem sig i hallen.

Det var første gang, de to piger var med, og de nød de to dage med de mange mennesker i Bankohallen.

Og hvad havde de to piger så til salg?

Josefine solgte hjemmesyede huer, hagesmække og hårpynt, og Kamilla solgte hjemmekogte klejner.

De to piger har indtil for nylig, hvor Josefine har skiftet til Dueholm Skolen i Nykøbing, gået i klasse sammen på Hvidbjerg Skole.

De er enige om, at det er dejligt at lave noget med hænderne.

  • Jeg elsker at sy, lyder det fra Josefine Søndergaard Engelst, som havde et fint salg af sit håndarbejde på julemarkedet.

Ud over de lækre klejner, som lokkede med en skøn lugt af hjemmebag, solgte Kamilla Hellegaard Østergaard også skrabelodder for Børn Med Diabetes.

Og ligesom veninden om sin interesse for at sy, lød det entusiastisk fra Kamilla: – Jeg elsker at bage!

Josefine bor i Rakkeby, og Kamilla i Redsted.

Her På Øen ønsker de to søde piger god fornøjelse med syningen og bagningen fremover, og vil gerne love, at journalisten næste gang husker at købe både hårpynt og klejner. 🙂

De hæklede ting på bordet, har Josefines mor lavet.