Nye oplevelser, fællesskab og højt humør har været nøgleordene for dette års sommercamp på Nordic Food College på Mors. Campen er en tilbagevendende sommerferieaktivitet for børn og unge mellem 11-14 år, og i år havde 9 deltagere fra Thy og Mors valgt at afslutte deres ferie med at tage på netop denne sommercamp.

Nordic Food College huser både jordbrugs- og fødevareuddannelserne, og det afspejlede sig også i campens program, hvor der var lagt op til, at deltagerne kunne prøve kræfter med aktiviteter inden for begge fag. Deltagerne fik nemlig mulighed for at lære om råvarernes vej fra jord til bord, passe gårdens mange dyr, høste friske krydderurter og grøntsager og lave lækker mad i køkkenet og ved grillen.

For de tre veninder og deltagere på sommercampen, Johanna, Simone og Sissel fra Redsted på Mors, var begejstringen for de planlagte aktiviteter stor.

– Campen har været virkelig spændende, og vi har bl.a. været på gårdbesøg, hvor vi klappede grise, og på ridetur, hvor vi red ned til stranden, fortæller 12-årige Simone.

– Vi har også været i køkkenet for at lave pizza og bage cookies, og det er spændende at komme her og prøve ting, man ikke nødvendigvis prøver til hverdag, tilføjer 11-årige Johanna.

 

-Og så var det dejligt, at vi også selv kunne få lov til at komme med forslag til aktiviteter om aftenen, afslutter 12-årige Sissel.

Der var desuden bred enighed om, at det nok ikke er sidste gang, at de tre veninder skal på sommercamp på Nordic Food College.

Fotos fra Nordic Food College til Her På Øen.