I morgen forvandles Ejerslev Havn til et levende læringsrum, når Midtmors Skole og Børnehus inviterer til en inspirerende ”Ophav Limfjorden Dag”.
Initiativet Ophav Limfjorden – Læring i fjordkanten er skabt på tværs af skoler og dagtilbud i Morsø Kommune. Her er tanken enkel: Limfjorden skal ikke kun være rammen om børns hverdag – den skal også være indholdet i deres læring.
Derfor skal børn og unge ud af klasselokaler og institutioner og tættere på naturen. Fjorden giver både konkrete materialer og inspiration: I 1. klasse bruges muslingeskaller i matematik, og i 4. klasse skriver eleverne digte om søstjerner i dansk. På den måde bliver læring koblet direkte til det nære miljø.
Formålet med dagen er at give børn og unge en fælles oplevelse ved fjorden på tværs af årgange. Alle lærere og pædagoger har udviklet undervisningsforløb, hvor fjorden er udgangspunktet – lige fra natur og teknologi til historie, madkundskab, håndværk og design.
Programmet byder blandt andet på undersøgelse af fjordens liv med net og lup, orienteringsløb langs fjorden og kreative aktiviteter med fund fra fjord og strand.
– Når børn får lov til at bruge kroppen, og alle sanser er i spil, opstår en særlig nysgerrighed og et stærkt engagement. Når vi som voksne understøtter den nysgerrighed gennem leg og læring, får børnene lyst til at udforske verden omkring sig” fortæller Fjordrangerne fra Midtmors Skole, Janni Kirk Olesen og Gitte Bisgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen fra Morsø Kommune.
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og opleve, hvordan Limfjorden både kan være læremester og legekammerat.
Arrangementet er tilrettelagt af Midtmors Skole og Børnehus i samarbejde med bl.a. Moler Museet og Dansk Skaldyrcenter (DTU-Aqua). Ophav Limfjorden – Læring i Fjordkanten er støttet af Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden.
























































