Af Dorit Glintborg
Her På Øen
Visse nyheder er lige aktuelle, uanset hvor i landet, man bor.
Det må i den grad siges at gælde regeringens løbende tiltag og restriktioner mod Coronavirus.
På et ekstraordinært pressemøde i Statsministeriet i går aftes redegjorde statsminister Mette Frederiksen for regeringens seneste tiltag.
I øjeblikket har myndighederne ikke beføjelser til at lukke arrangementer, men Mette Frederiksen gjorde klart, at regeringen allerede i dag torsdag vil bede Folketinget håndtere en hastelovgivning på området.
Regeringens tiltag er:
Undgå forsamlinger på flere end 100 personer indendørs, og barer og værtshuse opfordres til at lukke
Ungdomsuddannelser og uddannelsesinstitutioner lukkes.
Skoler og dagtilbud lukkes.
Sygehuse og plejehjem opfordres til med omgående virkning at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg af henholdsvis patienter og beboere.
Offentligt ansatte sendes hjem – undtagen visse funktioner.
Alle private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at flest muligt arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie.
Man bør undgå fysiske møder.
Indendørs kulturinstitutioner og fritidstilbud lukker
Der opfordres til begrænset anvendelse af kollektiv trafik
Udenrigsministeriet ændrer sine rejsevejledninger for områder i Tyskland, Frankrig og Schweiz og for Tyrkiet, Thailand, Egypten og Vietnam. Herudover en særlig opfordring til udsatte grupper om at blive hjemme.
Regeringen undersøger muligheden for at indføre restriktioner ved indrejse i Danmark. Derudover undersøges muligheden for tvungen helbredsundersøgelse ved ankomst til Danmark.
På pressemødet i Statsministeriet i går aftes henstillede statsminister Mette Frederiksen endnu engang til samfundssind, og til at den enkelte ikke kun tænker på sig selv, men vægter hensynet til fællesskabet.