Spar Nord Nykøbing har gennem årene været kendt for sin stærke lokale tilstedeværelse. Det ændrer en mulig sammenlægning med Nykredit ikke på. Tværtimod forbliver Spar Nord en central del af området, hvor kunderne fortsat vil modtage den samme personlige rådgivning og service.
Det fastslår afdelingsdirektør i Spar Nord Nykøbing, Gunner R. Jensen i dag overfor Her På Øen.
Nykredits købstilbud på Spar Nord har skabt mange spørgsmål om, hvad det vil betyde for kunderne og medarbejderne på Mors og omegn. Hos Spar Nord Nykøbing er budskabet klart: Banken fortsætter med samme stærke lokale tilstedeværelse, og kunderne vil opleve en uændret personlig rådgivning og service.
– Vores kunder kan være helt trygge. Vi er fortsat hele områdets bank med de samme rådgivere og den samme lokale forankring, som vi altid har haft. En sammenlægning vil alene styrke vores position og give os endnu bedre muligheder for at tilbyde konkurrencedygtige priser og attraktive bankfordele, udtaler Gunner R. Jensen, afdelingsdirektør i Spar Nord Nykøbing.
Sammenlægningen mellem Spar Nord og Nykredit vil skabe en større konkurrencekraft og sikre kunderne adgang til fordelagtige vilkår, herunder Nykredits rabatordning, Foreningsfordele. Det betyder, at mange privatkunder vil opleve lavere omkostninger på en række bankydelser.
– For vores kunder betyder det, at de fortsat får den nærværende rådgivning, de kender, samtidig med at de får glæde af de fordele, der følger med sammenlægningen. Vi er en del af lokalområdet, og det vil vi fortsat være, tilføjer Gunner R. Jensen
Fusionen vil ligeledes styrke tilbuddene til erhvervskunderne i Nykøbing. Som en del af en større organisation får Spar Nord mulighed for at tilbyde endnu bedre finansielle løsninger, større engagementsgrænser og en mere integreret bank- og realkreditløsning.
Med denne udvikling står hele områdets bank endnu bedre rustet til at imødekomme kundernes behov i en tid, hvor bankmarkedet er i konstant forandring og konkurrencen er stor. Banken vil fortsat arbejde målrettet på at levere den bedst mulige service og sikre, at kunderne får de mest fordelagtige vilkår.
Samtidig forbliver banken en aktiv medspiller i lokalområdet og fortsætter sit engagement i foreningsliv, erhverv og kulturelle initiativer. Banken vil fortsat støtte lokale foreninger, projekter og arrangementer, der bidrager til vækst og fællesskab på Mors og omegn.
Spar Nord Nykøbing ser positivt på fremtiden og ser frem til at fortsætte som en stærk lokalbank, der skaber værdi for både privat- og erhvervskunder i lokalområdet.
Foto: Her På Øen.