Af Dorit N. Glintborg
Det kan meget vel være, at snakken går i lokalsamfundet, som den jo gør og også gerne skal.
Men deciderede fakta kan redaktionen i Her På Øen desværre ikke præsentere nye af i sagen om lukningen af Spar i Hvidbjerg.
De to ejere, Jens og Kristian Rysgaard meldte i sidste uge ud, at de vil lukke forretningen senest 31. maj.
Her På Øen talte forleden med souschefen i butikken i Hvidbjerg, Magnus Nicolaisen, som fortalte om stemningen i den lukningsvarslede butik og om kundernes opbakning.
Efterfølgende fik han dog besked om, at han ikke måtte udtale sig til pressen.
Her På Øen har igen i dag forsøgt at få en kommentar til det møde, de to ejere forleden holdt med deres grossist, Dagrofa.
Men beskeden i telefonen lyder fra Spar i Snedsted, hvor Jens Nicolaisen har sit daglige arbejde, at de to ejere ikke vil udtale sig.
I stedet henvises til Dagrofa.
Her har Her På Øen endnu engang talt med kommunikationsrådgiver Carsten Ritter, som ikke ved mere end i fredags.
Han mener i øvrigt, at ejernes melding om lukning pr. 31. maj bør være tilstrækkelig information for offentligheden.
På Her På Øens kommentar om, at der skulle forsøges fundet en løsning på mødet mellem ejerne og Dagrofa i fredags, svarer Carsten Ritter, at der ønskes arbejdsro.
Derfor er det det eneste, redaktionen kan berette om den sag.
Arkivfoto: Her På Øen.
Man skulle næsten tro at det var stats hemmelighed med den forretning. Hvorfor måde ikke udtale sig hvad er det da for noget ?Det Erna dem der står blandt kunderne til daglig