Af Dorit N. Glintborg
Det var en overraskelse af de store – og af de gode – da Morsø Garden forleden modtog en klækkelig økonomisk støtte fra købmanden i Erslev.
Købmand Lars Kibsgaard overrakte den lokale garde en check på ikke mindre end 25.000 kroner.
- Vi har ikke søgt om støtten herfra, så det er bare så flot, at Lars Kibsgaard selv har taget initiativ til det, siger formand for Morsø Garden, Diana Brund Christensen til Her På Øen.
Og initiativet tog Lars Kibsgaard, da han som selvstændig købmand i Erslev sendte en ansøgning ind til købmandskæden, KFI, som hvert år har millioner at søge til forskellige sponsorater rundt om i lokalsamfundene.
Spar i Erslev søgte om 25.000 kroner til Morsø Garden.
Og ansøgningen blev bevilget.
- Vi har tidligere støttet mange andre lokale foreninger og initiativer, og nu syntes vi, det skulle være Morsø Garden. Man er jo nødt til at støtte lokalt, hvor man kan, lyder det fra Lars Kibsgaard, der håber, at garden kan bruge pengene til noget fornuftigt.
Pengene vækker glæde i Morsø Garden, hvor Diana Brund Christensen kan afsløre, at nogle af dem allerede har fået ben at gå på. Eller måske rettere får fodtøj at gå i.
Morsø Gardens medlemmer har nemlig længe trængt til nye sko, da de nuværende er godt slidte af de mange kilometers vandring med høj musikføring.
Derfor er der nu bestilt 25 par nye sko.
Diana Brund Christensen forsikrer, at skoene er bestilt lokalt her på øen.
Hvad resten af pengegaven skal gå til, vil tiden vise.
Foto: Privat.