Af Dorit N. Glintborg
Lucky er på flere måder en speciel kat. Ud over personligheden, har han også det særkende, at han kun har tre ben.
Lucky bor hos sin kattemor, Birte Neergaard Larsen, der fortæller, at han har haft adresse hos familien siden lige før jul 2021, da hans tidligere familie ikke længere kunne have ham. Efter at have set sine nye mennesker og husets damemis an i et par dage, begyndte han at slappe af i de nye omgivelser.
Hvordan det går til, at Lucky kun har tre ben, melder fortællingen ikke umiddelbart noget om, men det er heller ikke vigtigt i forhold til at være sommerens sødeste, for med Lucky i rummet er der ifølge hans mennesker garanti for et smil på læben.
-
Man skal altid se sig for, hvor man sætter sig, for Lucky er altid der, hvor vi er. Synes han ikke selv, han får opmærksomhed nok, sørger han selv for, med sin store personlighed og charme, at gøre alle det klart, at han altså er til stede og gerne vil nusses og snakkes med, fortæller Birte Neergaard Larsen til Her På Øen.
Til gengæld viser Lucky det også tydeligt, når han godt vil have lidt privatliv: Så fortrækker han til sit yndlingsgemmested under de lange gardiner, hvor kun halespidsen titter frem.
I øvrigt er Lucky ekspert i at lægge sig i finurlige stillinger, så hans mennesker gang på gang forundres over smidigheden, og også må trække på smilebåndet.
Den flotte røde hankat er nu med i konkurrencen Her På Øen.
(Billedet kan på grund af sit oprindelige format ikke gøres større. Red.)