Af Dorit N. Glintborg
Sommeren står i kattenes tegn på Her På Øen, og den idé har læserne været helt med på.
I den konkurrence, Her På Øen udskrev den 13. juli, deltager i alt 12 skønne katte fra Mors.
Vinderen af konkurrencen får en pose med to kilo kattefoder af mærket Arion, som Morsø Dyrehandel på Nørrebro i Nykøbing sponserer.
Det er ingen hemmelighed, at journalisten her selv er en meget stor katteelsker.
Derfor har det på flere plan været en meget stor fornøjelse og glæde med den store interesse for at deltage i konkurrencen.
Det er velgørende at opleve den store kærlighed til katte, mange mennesker har, og journalisten har nydt at høre fortællinger om de forskellige katte, og se de søde billeder.
Ud af de 12 medvirkende katte, vinder én titlen som Sommerens Sødeste Kat.
Lad os lige opsummere, hvem der dyster om titlen.
Der er prinsessekatten Emilie på syv år hos Thomas Andersen.
Så er der 10-årige Bølle hos Jane Bækkedal, og seksårige Batman hos Natasja Pedersen.
Fra René Jensen deltager ligeledes seksårige kridhvide Charlie, mens Ulla Andersen Vivet har hele to katte med i konkurrencen – den meget dygtige Felix på 16 år, og den frække Futte på 15 år.
Hos Kim Høxbro bor den 12-årige kontorhjælper, Coco, og hos Birte Neergaard Larsen heldige Lucky med kun tre ben.
Den kun syv måneder gamle Hilla med ekstra tæer hos Astrid Lykken deltager også, og det samme gør Edward på fire år, der hjemme hos Barbare André Serf på yndigste vis passer dukkebørnene.
Endelig er der toårige Lucy hos Laila Bach Kristensen, der også deltager med to katte – nemlig også 10-årige Hr. Findus.
12 skønne katte!
Det har ikke været nogen nem opgave at vælge Sommerens Sødeste, men det har været en nødvendig opgave.
For ikke at trække pinen længere:
Vinderen er Batman, der bor hos Natasja Pedersen i Øster Assels.
Her På Øen kårer Batman som Sommerens Sødeste af flere grunde.
Batman har et uimodståeligt udtryk i øjnene og hele ansigtet på de billeder, Her På Øen har modtaget.
En blanding af dyb troskyldighed og kærlighed, og en uendelig ro.
De specielle aftegninger, der indrammer Batmans ansigt, medvirker til helhedsindtrykket.
Desuden minder hans positur i sofaen så meget om et menneskes, at det er helt ubetaleligt, og meget charmerende.
Sidst, men ikke mindst, vægter Her På Øen også Natasja Pedersens oplysning om, at Batman er hendes bedste ven.
Fra den ene katteelsker til hele øens mange katteelskere skal lyde en stor tak for opbakningen til denne sommerkonkurrence, en særlig tak til Morsø Dyrehandel for at sponsere konkurrencen, og et kæmpestort tillykke til Sommerens Sødeste Kat, Batman i Øster Assels.
Natasja Pedersen er meget glad, da Her På Øen ringer med den glade nyhed, og hun er sikker på, at Batman vil sætte pris på den lækre mad.
Det kan allerede nu afsløres, at der på et tidspunkt kommer mere ”guf” for både katte og hunde her på øen.