Danmarks mest almindelige fugl befinder sig netop nu i en krisetid. Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmarks fugletællinger afslører markant færre solsorte i Danmark i andet halvår af 2024 sammenlignet med foregående år.

Nedgangen skyldes den dødelige Usutu-virus, der overføres til fugle via myggestik, og som især rammer drosler og kragefugle.

– Siden sensommeren har vi modtaget og samlet langt over 1.000 indberetninger fra borgere og myndigheder, der har set syge eller døde solsorte. Der er også meldinger om døde eller svækkede sangdrosler, husskader og skovskader. Disse mange indberetninger har vi henvist videre til Patologivagten på Københavns Universitet og Statens Serum Institut, som kan sætte navn på dødsårsagerne. Og det viser sig, at Usutu-virus i løbet af få måneder har bredt sig til det meste af landet. At dømme ud fra vores fugletællinger og indberetninger om døde drosler, skønner jeg, at over 100.000 danske solsorte er døde de senere måneder, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife i en pressemeddelelse, Her På Øen har modtaget.

 

Statens Serum Institut (SSI) har siden september dokumenteret Usutu-virusi døde solsorte landet over.

Billedet her stammer fra redaktionens have i Nykøbing Mors.

Her er der den seneste uge observeret dejligt mange solsorte, som – vel at mærke – er friske og sultne.

Foto: Her På Øen.